Malene Lind Pedersen foran Marselisborg Gymnasium, hvor hun går i 2. g på Team Danmark-linjen.

Malene Lind Pedersen foran Marselisborg Gymnasium, hvor hun går i 2. g på Team Danmark-linjen.

17-årig stortalent:

"Jeg drømmer om at spille i USA"

17-årige Malene Lind Pedersen er et af de største danske basketball-talenter. Åbyhøj-pigen er netop blevet pokalmester og pokalfighter med den basketball-klub, som hendes farfar har stiftet

Af
Kim Skovrup Andersen

Hun har fået basketballsporten ind med modermælken og haft Åbyhallen som sit andet hjem.

17-årige Malene Lind Pedersen er bidt af en gal basketball, og det blev forleden belønnet med et pokalmesterskab og en pokalfightertitel som seniorspiller.

Og det var for Aabyhøj Basketball, som hendes farfar - Ove Pedersen - var med til at grundlægge tilbage i 1962 og som begge hendes forældre har med til at vinde titler i. Så det bliver i den grad i familien.

"Der er virkelig mange i min familie, der har noget med klubben at gøre. Min storesøster Katrine var med på vores vinderhold, og min onkel er bestyrelsesformand, og i det hele taget man kan godt kalde hele Aabyhøj Basketball for en stor familie," fortæller den nykårede pokalfighter, som i finalen scorede 19 point i 74-59-sejren over Stevnsgade.

Malene Lind Pedersen scorede 19 point i pokalfinalen og blev kåret til årets pokalfighter. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Malene Lind Pedersen scorede 19 point i pokalfinalen og blev kåret til årets pokalfighter. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

En finale, der i øvrigt blev set af hendes farfar og farmor på tilskuerelægterne i Horsens. De ser langt de fleste af barnebarnets basketkampe. Med stor stolthed.

"Det var vildt at spille finale, fordi kulisserne var større, end vi er vant til, og der var TV med interviews og alt muligt inden. Vi havde slet ikke regnet med at vinde, fordi vi havde tabt i ugen op til i ligaen. Vi følte, vi havde en god chance, og det stod også helt lige på et tidspunkt. Dér kunne jeg godt mærke, jeg var en smule nervøs. Og det var da vildt fedt at vinde. Det var virkelig stort for klubben og for os spillerne," siger hun.

Hvordan var det så at blive kåret til årets pokalfighter?

"Det havde jeg slet ikke regnet med eller tænkt over. Jeg var bare glad for at have vundet. Men det var selvfølgelig virkelig fedt at blive anerkendt for min præstation. Og jeg fik et lille trofæ, som står på en lille hylde derhjemme," siger gymnasiepigen på 180 centimeter.

Malene Lind Pedersen fåoverrakt et ur efter pkalfinalen. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Malene Lind Pedersen fåoverrakt et ur efter pkalfinalen. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

'Derhjemme' er i Åbyhøj, og til dagligt går stortalentet i 2.g på Team Danmark-linjen på Marselisborg Gymnasium. Her får Lokalavisen en hurtig snak med hende i spisefrikvarteret mellem en biologi- og matematiktime. Der går 32 elever i hendes klasse, og ni af dem er basketpiger.

Træner seks gange om ugen

"Jeg har 13-14 timer på mit skema om ugen, så der er tid til basketball, hvor vi ugentligt har fire eftermiddagstræninger og seks morgentræninger, og det bliver jeg faktisk aldrig rigtig træt af," siger Malene Lind Pedersen.

Når studenterhuen er i hus om to år, drømmer hun om at komme til USA.

"Der er flere af mine holdkammerater i Aabyhøj Basketball, som har spillet college-basket derovre, og dét kunne jeg også godt tænke mig," siger Malene Lind Pedersen, der har spillet basketball, siden hun var fem år gammel.

En pokalsejr kan godt få omgivelsernes forventninger til at stige. I øjeblikket ligger Aabyhøj Basketball nummer 4 i Dameligaen.

"Der er mange, som har spurgt os, om DM så er det næste mål, efter vi har vundet pokalturneringen. Inden sæsonen var målet overlevelse. Vi vidste ikke, hvor vi stod med så mange unge spillere. Så vores mål har været at tage en kamp ad gangen og se, hvordan det går. Vi tænker selvfølgelig på slutspillet nu, når vi ligger i toppen, og hvis vi får muligheden for at komme i semifinalen, så går vi selvfølgelig efter det," fastslår Malene Lind Pedersen, som også er på landsholdet, hvor hun er til samling hver tredje måned.

Her ligger der et NM og et EM og venter, så det er muligvis ikke sidste gang, Åbyhøj-pigen kan hæve en pokal over hovedet.

Publiceret 16 February 2019 07:30

SENESTE TV