Patrick Mortensen scorede i efteråret syv mål i Europa League for Sarpsborg 08 og 12 mål i ligaen. Foto: AGF

Patrick Mortensen scorede i efteråret syv mål i Europa League for Sarpsborg 08 og 12 mål i ligaen. Foto: AGF

Officielt:

AGF henter dansk angriber i Norge

29-årige Patrick Mortensen har skrevet under på en fireårig kontrakt

Rygtet talte sandt. 29-årige Patrick Mortensen skifter fra norske Sarpsborg 08 til AGF.

Det oplyser AGF på sin hjemmeside fredag aften.

Dermed får klubben nu en længe ventet angriber i folden. AGF har flere gange i løbet af 2018 måttet spille med midtbanespiller Jens Stage på toppen, da alternativerne øjensynligt var for dårlige, men nu har klubben erhvervet sig en rigtig frontmand.

Mortensen har spillet i Sarsborg 08 siden sommeren 2015 og scoret 47 mål i 119 kampe.

Angriberen fra Amager spillede, inden turen gik til Norge, i Lyngby, og før Lyngbytiden var det i Brøndby, at han huserede.

"Vi har ønsket en spiller, der kan styrke vores gruppe af angribere. Det har vi nu fundet i skikkelse af Patrick Mortensen, som er en spiller, der over flere år har bevist sit værd som målscorer. Patrick er en intelligent angriber, der er god til at spille med ryggen til mål, og så tager han gerne nogen slag i boksen og har næse for alle typer af mål. Alt i alt en rigtig god angriber, som vi glæder os til at se på Fredensvang," siger sportschef i AGF, Peter Christiansen.

Patrick Mortensen kommer til AGF oven på et efterår, hvor det er blevet til syv mål i Europa League for Sarpsborg 08 og 12 mål i ligaen.

I den seneste sæson nettede han også 12 gange for den norske klub, der har leveret flotte resultater i Europa League dette efterår.

"Det er fantastisk, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang og møde mine nye holdkammerater. Jeg kommer med erfaring og en arbejdsiver, som jeg forhåbentlig kan give videre. Jeg kunne ikke tænke mig et bedre sted at tilbringe mine kommende år end her. Det er en stor klub med en fantastisk opbakning, og jeg har en rigtig fed følelse i dag," siger Patrick Mortensen, der har første træningsdag i AGF på mandag.

Men allerede i aften møder han sine nye holdkammerater og AGF's fans, når han overværer KMD CUP i Ceres Arena sammen med sine kommende holdkammerater.

Patrick Mortensen har kontrakt frem til 2023.

dp

Publiceret 11 January 2019 17:42

SENESTE TV