Alexander Munksgaard er skiftet fra FC Midtjylland til AGF.

Alexander Munksgaard er skiftet fra FC Midtjylland til AGF. Foto: AGF

AGF henter forsvarer i FC Midtjylland

Alexander Munksgaard har skrevet femårig kontrakt med AGF

Når Superliga-truppen i AGF på mandag samles igen efter vinterpausen, bliver det med et nyt ansigt på holdet.

AGF har skrevet kontrakt med den 21-årige forsvarsspiller Alexander Munksgaard, der kommer fra FC Midtjylland. Han har fået sin fodboldopdragelse i den midtjyske klub og var i sæsonen 2016/2017 udlejet til Lyngby Boldklub, som AGF's cheftræner David Nielsen på det tidspunkt var træner for.

"Alexander er en spiller, vi kender godt, og som cheftræneren også har arbejdet sammen med tidligere. Han er en dygtig og solid forsvarsspiller, der er ydmyg og arbejder hårdt og samtidig er yderst ambitiøs på sine egne og holdets vegne. På den måde passer han rigtig godt ind i AGF, og vi glæder os over, at det er lykkedes at lave en aftale og til at se ham i den hvide trøje," siger sportschef Peter Christiansen i en pressemeddelelse fra AGF.

Alexander Munksgaard spiller fortrinsvis højre back og slog for alvor sit navn fast i dansk fodbold, da han var en del af FC Midtjyllands mesterhold i sidste sæson.

"Det er en stor glæde for mig, at jeg nu kalde mig AGF-spiller. Hvis jeg skal fortsætte min udvikling som fodboldspiller, har jeg brug for at komme til en klub, der tror på mig, og hvor udsigterne til spilletid er bedre, end de var i Herning. Så da der opstod en mulighed for at komme til AGF, var jeg ikke sen til at gribe den. Det er det rigtige skifte for mig, og jeg glæder mig meget til at træne under David Nielsen igen og ikke mindst til at optræde for en stor klub i dansk fodbold og møde AGF’s tilhængere på Ceres Park," siger Alexander Munksgaard.

AGF oplyser ikke, hvad det har kostet klubben at hente Munksgaard, der så sent som i sommer skrev en langvarig kontrakt med FC Midtjylland.

Den nye forsvarsspiller på Fredensvang har tegnet en femårig kontrakt med AGF, hvor han får nummer 13.

Alexander Munksgaard har spillet 24 Superligakampe for FC Midtjylland og Lyngby. Han har også spillet en del landskampe for Danmarks forskellige ungdomslandshold.

jr

Publiceret 04 January 2019 12:16

SENESTE TV