Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Værste stime siden nedrykningssæson:

AGF piftet af banen i grimt nederlag

Krisen kradser i den grad i AGF, der løb ind i endnu et nederlag mandag aften til AC Horsens

Af
Danni Paulsen

Minusgrader, få tilskuere og tre Superliga-nederlag i træk.

Det lå i kortene, at det skulle blive en rigtig kedelig fodboldaften i Aarhus, da AC Horsens mandag var på besøg hos kriseramte AGF.

Ikke mindst fordi hjemmeholdet mødte med en startellever, der ikke ligefrem aftvang afgrundsdyb respekt eller nervøsitet for modstanderens vedkommende.

Publikum på Ceres Park kvitterede med fortjent pibekoncert

Bror Blume fik en sjælden startplads, Jens Stage var åbenbart bedste bud på angriberpositionen, og i buret var blot 19-årige og nærmest uprøvede Thomas T. Kristensen som erstatning for karantæneramte Oscar Whalley.

Og aftenen startede som frygtet.

AGF præsterede en horribel 1. halvleg. Ikke så meget spillemæssig, for hjemmeholdet havde flere gode muligheder ved især Ankersen og Stage, men det var derimod måden, ACH fik sine mål, der var til at lukke op og sk... i, som cheftræner David Nielsen nok kunne finde på at udtrykke det.

Pibekoncert

Efter fire minutter fik tidligere AGF'er Kasper Junker al tid i verden til at massere en dyb bold og lægge den bagud til Hallur Hansson, der med et nettagsskud gav sagesløse Kasper T. Kristensen en grim debut i startelleveren.

Kort før pausefløjt var det Michael Lumb, der pludselig var helt blank på kanten af feltet og i tempo kunne trykke fladt af. Bolden blev rettet af af Mikanovic' ben og snød AGF-målmanden så meget, at den røg under ham.

Publikum på Ceres Park kvitterede med fortjent pibekoncert, da spillerne travede mod omklædningsrummet.

Her leverede David Nielsen utvivlsomt en verbal overhaling i pausen, og AGF'erne kom tydeligt ud til sidste halvdel af kampen med en god portion fightervilje.

Bølge-bold

Men de var tydeligvis også instrueret i at satse alt fremad, og det gav straks plads til modstanderne, der fik en tre mod en-situation i stormløb mod mål. Heldigvis leverede Kasper Junker en af flere kæmpemæssige afbrændere fra hans fod i kampen.

Martin Spelmann havde i første halvleg et skud på trekantssammenføjningen, men efter 54 minutter kom forløsningen i form af et sandt klassemål.

Den hurtige midtbanebulldog snød gæsternes offside-fælde på en lang bold, tæmmede bolden med brystet i feltet, vendte i luften og sendte bolden i det lange målhjørne.

1-2, og nu kunne aarhusianerne lugte blod.

Det må kandidere til årets underdrivelse

Blot fire minutter efter fik Jens Stage sin anden friløber mod mål, men uskarpheden var foruroligende, og bolden endte forbi mål.

Kampen bølgede frem og tilbage, men chancerne blev mindre og til sidst udeblev de helt.

Krisen kradser

Man taber fodboldkampe, når man ikke scorer på sine chancer, og AGF har nu tabt fire Superligkampe i streg. Inden da spillede de tre uafgjort. Og så var der også lige et ydmygende nederlag til Næstved i pokalturneringen.

Målene rasler ind, selvom David Nielsen blev hyldet for en fantastisk defensiv i starten af sæsonen.

"Vi mangler den sidste dygtighed," sagde AGF-træneren efter kampen, og det må kandidere til årets underdrivelse.

Klubbens dårligste stime siden nedrykningen i 2014 er en realitet, og det samme er det faktum, at AGF nu har blot tre point fra 11. pladsen ned til nummer sjok, Hobro.

Endnu værre er det, at Horsens nu dribler op i top 6, mens AGF er seks point fra din. Lige nu ser det ud til, at klubben atter må slå ud med armene og erkende, at målsætningen om at være blandt landets seks bedste hold ikke er realistisk.

Kan man stadig fremprovokere en smule optimisme, så kan man glæde sig over, at Vejle, Nordsjælland og Hobro venter i vinterens tre sidste kampe, og her bør der være mulighed for point.

Publiceret 26 November 2018 21:13

SENESTE TV