Foto: Henning Bagger/ Ritzau Scanpix

Foto: Henning Bagger/ Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Pause: Krisen kradser - AGF går fra banen til pibekoncert fra hjemmepublikum

Gæsterne fra AC Horsens fører 2-0 efter 45 minutter, og AGF går femte Superliga-nederlag i træk i møde

Af
Danni Paulsen

Bror Blume fik en sjælden plads i startelleveren, Jens Stage var smidt på toppen, og blot 19-årige Kasper T. Kristensen startede for første gang i karrieren i Superliga-buret, fordi førstekeeper Oscar Whalley har karantæne.

Var AGF-fansene ikke nervøse på forhånd, så blev de det nok, da de mandag så AGF's startopstilling til kampen mod AC Horsens på Ceres Park.

AGF havde ikke vundet i seks Superliga-kampe. I de fire seneste var det sågar blevet til nederlag, og efter blot fire minutter af den vinterkolde kamp blev byens hold atter sendt ned i kulkælderen.

Det var den tidligere AGF-angriber Kasper Junker, der modtog en høj bold i feltet og fik al tid i verden til at massere den, inden den blev sendt videre til Hallur Hansson. Og han kunne let sparke den op i nettaget bag sagesløse Kasper T. Kristensen til 1-0.

Ikke just den start, man havde håbet på i Aarhus, men det skulle vise sig, at gæsterne tillod rigeligt med chancer i den anden ende, og det var Martin Spelmann, der var tættest på efter 11 minutter spil.

Pibekoncert

Midtbanemanden modtog bolden, efter at Horsens-keeper Delac havde taget sæbehandskerne på ved et langt indkast i feltet. Bolden gled direkte ned til Spelmann, der ramte trekantsammenføjningen.

Minutter senere var det Ankersen og Stage, der ad to omgange kunne have vendt kampen. Ankersen skulle have scoret, da Stage med en flot aflevering satte ham op til en friløber, men bolden blev sparket direkte i hænderne på en fremadstormende ACH-målmand.

Et øjeblik senere var det Ankersen, der tog et raid op ad midten og fandt Stage på kanten af feltet, men dagens mand i front manglede skarphed og sparkede i sidenettet.

AGF fik i overvejende grad tilkæmpet sig kontrollen over kampen og lod Horsens løbe efter bolden, mens gæsternes få omstillinger blev lukket ned.

Den oplagte målchance udblev dog, og kort før pausefløjtet fandt de gulblusede østjyder fra syd nøglen.

En tililende Michael Lumb modtog bolden på kanten af feltet og trykkede resolut af. Det flade spark blev rettet af via Mikanovic' ben, og det snød debutanten i mål tilpas meget til, at bolden røg under ham og ind i kassen.

AGF måtte luske til pause nede med to mål og med en pibekoncert fra tilskuerne som følgesvend.

Publiceret 26 November 2018 19:53

SENESTE TV