AGF kunne ikke slå AaB trods dommerhjælp

AGF måtte nøjes med uafgjort 2-2 hjemme mod AaB, selvom aarhusianerne var en mand i overtal i kampens sidste time

Af
Jeppe Rafn

AaB startede bedst i aftenkampen på Ceres Park mod AGF og gav hjemmeholdet en forskrækkelse efter blot ni minutter, da AaB fik bolden i nettet efter hjørnespark.

Hjørnesparket blev lagt fladt indover, hvor en AaB'er kom først på bolden og sparkede på mål fra kort afstand. AGF målmand Oscar Whalley fik kun lige hænderne på bolden, som røg i nettet til stor jubel for spillerne i de grønne trøjer. Heldigvis for AGf blev målet annuleret, fordi AaB-angriberenTom van Weert stod offside og spærrede udsynet for AGF målmanden.

AaB sad på spillet, og efter 25. minutter sparkede Oliver Abildgaard på ydersiden af stolpen.

I de følgende minutter kom AGF bedre med i kampen, og efter en halv times spil dømte Mads-Kristoffer Kristoffersen straffe til hjemmeholdet efter en duel mellem AGFs Ryan Mmaee og AaB-anfører Jores Okore. Straffesparket var diskutabelt, og ikke nok med det, så fik Jores Okore rødt kort, formentlig fordi han efter dommerens vurdering var bagerste mand. Det var han dog ikke, og straffesparket og det røde kort blev da også mødt med voldsomme protester.

Tobias Sana sparkede fra 11-meter pletten, men hans svenske landsmand i AaB-målet, Jacob Rinne, havde kigget ham ud og parerede flot forsøget til hjørne.

Efter udvisningen satte AGF sig på spillet, og kort tid efter det brændte straffespark scorede hjemmeholdet et flot mål. Jakob Ankersen brød igennem på venstre fløj, spillede 1-2 med Tobias Sana, og sparkede bolden under målmanden fra en halvspids vinkel.

AGFs Jakob Ankersen (7) scorer til 1-0 under en superligakamp mellem AGF og AaB på Ceres Park i Aarhus, søndag den 21. oktober 2018.. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)

AGFs Jakob Ankersen (7) scorer til 1-0 under en superligakamp mellem AGF og AaB på Ceres Park i Aarhus, søndag den 21. oktober 2018.. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix) Ritzau Scanpix

2. halvleg

AGF fortsatte med at dominere i 2. halvleg, og Mustapha Bundu burde have scoret til 2-0 på en fin hovedstødsaflevering fra Tobias Sana, men angriberen fra Sierra Leone sjuskede med sin afslutning og sparkede over mål fra meget kort afstand.

Efter 61 minutter udlignede AaB efter et hjørnespark. Oscar Whalley reddede med en fremragende refleks et forsøg fra tæt hold. Bolden dansede på målstregen og endte med at blive clearet ud til AaBs Magnus Christensen, der sikkert sparkede den i mål til 1-1.

Efter 72. minutter blev Martin Spelmann skiftet ind i stedet for Mustapha Bundu. To minutter senere erobrede Casper Højer energisk bolden ved hjørneflaget og afleverede indover til en fri Spelmann, der på sin første berøring i kampen sparkede bolden i mål til 2-1. Afslutningen var ikke særligt god, men AaBs målmand blev forvirret tilstrækkeligt af en forsvarer foran ham, så han ikke fik reddet skuddet.

Godt 10 minutter senere kunne man se AGF-træner David Nielsen trække opgivende på smilebåndet. Det skete efter, at AaB havde udlignet til 2-2. Et frispark langt udefra blev pareret af AGF-målmand Oscar Whalley ud i feltet. Her stod indskiftede Wessam Abou Ali og sparkede køligt returbolden i mål.

Tobias Sana havde kort forinden sparket et frispark på indersiden af stolpen, og i overtiden havde AGF flere store chancer til at afgøre kampen, men det sluttede uafgjort 2-2.

Publiceret 21 October 2018 20:02

SENESTE TV