AGF stensikkert videre efter målrigt lokalopgør mod Aarhus Fremad

Med to mål af Amini, et af talentet Magnus Kaastrup og to mål fra nytilførte Ryan Mmaee vandt AGF sikkert 5-1 over Aarhus Fremad

Af
Jonas Wrede Hansen

Det var lillebror mod storebror, da Aarhus Fremad og AGF onsdag aften tørnede sammen i pokalturneringen. I dagens anledning havde Aarhus Fremad, der som lavest rangerede hold havde fået hjemmebanefordel, fået lov til at bruge Ceres Park som hjemmebane, så kampen kunne vises i TV.

Men det var ikke særlig meget den såkaldte hjemmebanefordel betød for lillebroren fra Nordbyen, der endte med at tabe kampen mod AGF med hele 5-1. Aarhus Fremad fik dog holdt 'De Hviie' fra at score i de første 40 minutter af kampen, indtil Mustafa Amini kort før pausen satte bolden ind til 1-0 til AGF.

Efter en times spil gik det hurtigt. Først scorede Mustafa Amini igen, inden talentet Magnus Kaastrup satte bolden ind til 3-0. I det 80. minut scorede den nye AGF'er Ryan Mmaee sit første mål i den hvide trøje, da han sendte bolden i nettet til 4-0. Frederik Høgh Jensen fik i slutminutterne lov til at reducere til 1-4 for Aarhus Fremad, men Ryan Mmaee stod for det sidste mål, da han med sin anden kasse scorede til 5-1.

Dermed er AGF videre til ottendedelsfinalerne i Sydbank Pokalen, som den danske pokalturnering officielt hedder.

Publiceret 26 September 2018 20:26

SENESTE TV