Målscorer Jakob Ankersen bliver tiljublet af Mustapha Bund og Casper Højer Nielsen, der selv senere scorede et pragtmål.

Målscorer Jakob Ankersen bliver tiljublet af Mustapha Bund og Casper Højer Nielsen, der selv senere scorede et pragtmål. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

AGF og Brøndby leverede pragtkamp og pragtmål i Aarhus

Underholdende og målrig kamp på Ceres Park

Af
Jeppe Rafn

AGF fejrede søndag aften klubbens 138 års fødselsdag med en kamp på hjemmebane mod ærkerivalerne fra Brøndby. Ceres Park var fyldt godt op med tilskuere, som blev vidne til en af sæsonens allerbedste kampe i Superligaen.

I det 28. minut erobrede Jens Stage bolden på Brøndbys banehalvdel og spillede den hurtigt frem til Sana, der med en flot ydersideaflevering spillede Jacob Ankersen fri. Ankersen tog et træk og halvflugtede den flot i mål til 1-0 til AGF.

Det var et flot angreb og en flot afslutning, som var hjemmeholdets første på mål.

Bolden var næsten kun lige givet op, da den lå i AGFs netmasker. Uffe Bech modtog bolden og spillede den fint videre til Wilczek, der tog bolden med og sparkede den iskoldt ind på kanten af feltet udenfor Whalleys rækkevidde.

Fem minutter før pausen erobrede Casper Højer Nielsen bolden lidt heldigt med hovedet, så den røg hen til Bundu. Højer fortsatte sit løb frem og blev spillet fri i dybden af Bundu. De fleste ventede nok en aflevering ind over, men fra en spids vinkel hamrede Højer kuglen ind over hovedet på målmanden. 2-1 til AGF.

Hælmål og frisparksmål

I begyndelsen af 2. halvleg udlignede Wilczek til 2-2 på en genial afslutning med hælen på et knaldhårdt indlæg. Udligningen kom efter nogle minutter med hårdt Brøndby-pres på AGFs mål.

Midt i 2. halvleg brød jubelen igen løs på Ceres Park, da Tobias Sana sendte et følt frispark ind over muren og bragte AGF foran for tredje gang i kampen. Jakob Ankersen havde en stor aktie i målet, fordi det var hans fremragende løb og driblinger frem i banen, der førte til frisparket lige udenfor feltet, hvor han blev fældet af en Brøndby-spiller.

Kampen sluttede 3-2 til AGF, der rykker forbi Brøndby i stillingen og op på en 4. plads i Superligaen.

Publiceret 23 September 2018 19:58

SENESTE TV