Aarhus-dommers drøm om Champions League bliver til virkelighed i aften

Jakob Kehlets drøm går i opfyldelse, når han i aften fløjter Champions League-opgøret mellem Shakhtar Donetsk og Hoffenheim

Af
Jonas Wrede Hansen

I 1996 startede Jakob Kehlet som 15-årig sin dommerkariere. Dengang drømte den unge Lystrup-dommer om en dag at høre den velkendte Champions League-hymne live, imens han var manden med fløjten i munden på banen. 22 år efter går den drøm i opfyldelse, når han onsdag aften sætter Champions League-opgøret mellem Shaktar Donetsk og Hoffenheim i gang.

Jakob Kehlet, som bor i dag bor i Skejby, har nemlig fået den fornemme ære at dømme en af aftenens gruppespilskampe i fodboldens fornemmeste klubturnering. Og det er første gang i seks år, at en dansker får lov til det.

"Det er rigtig stort. Det er jo det, man altid har drømt om. Champions League har de bedste spillere, de bedste hold og de bedste dommere, så det er også en kæmpe ære," lyder det fra Jakob Kehlet, da Lokalavisen Aarhus får fat på ham i Ukraine via telefon.

Godt forberedt og overtro

Sammen med resten af sit danske dommerteam er den aarhusianske dommer i gang med at forberede sig til aftenens kamp i Ukraine. Forberedelsen indeholder blandt andet over 70 siders Powerpoint-slides om de to hold, som Jakob Kehlet har brugt en del tid på at få læst igennem.

Samtidig bruger han tiden på at glæde sig til den store kamp i aften, som er dommerens største til dato.

"Jeg har tidligere dømt Europa League, men det her er større," fortsætter Jakob Kehlet.

Den danske dommer fløjter kampen i gang klokken 18.55, men allerede en halvanden time før kampen møder Jakob Kehlet ind på banen til de sidste forberedelser.

"Der går jeg ud for at tjekke bolden og om alt er okay, og så forbereder jeg mig med musik i ørerne," fortsætter Jakob Kehlet, som også har et par overtroiske ritualer, der skal klares inden kampstart.

"Jeg skal altid lige tjekke stolperne på en bestemt måde ved at røre dem tre steder, og så har jeg også noget med mine snørebånd. Man kan sige, at jeg lige indvier banen," lyder det grinende fra dommeren over telefonen.

Jakob Kehlet blev i 2016 kåret som årets dommer, og han er en af de få dommere i Danmark, som er deltids professionel.

Publiceret 19 September 2018 14:32

SENESTE TV