Golfpensionist spiller lige op med Thorbjørn Olesen til Made In Denmark

Direktøren for Lyngbygaard Golf er med i Made In Denmark

Af
Jeppe Rafn

44-årige Thomas Nørret er helt sikkert den deltager i den professionelle golfturnering Made in Denmark, der til daglig spiller mindst golf.

Thomas Nørret stoppede sin professionelle golfkarriere for fire år siden og har siden da været direktør i Lyngbygaard Golf i Aarhus.

”Jeg spiller måske en gang om ugen i gennemsnit,” siger Thomas Nørret til JP Aarhus.

Efter 15 år som professionel kan han naturligvis stadigvæk spille godt golf, men det var en kæmpe overraskelse, at han for en måned siden kvalificerede sig til den danske Europeantour-turnering, der i disse dage spilles i Silkeborg.

I selskab med i alt 169 håbefulde golfere blev han blandt de tre bedste, der ved en kvalifikationsturnering i Esbjerg kvalificerede sig til Made in Denmark. Nørret begyndte med en sløv runde i 75 slag, men efter en runde i 68 slag og en afsluttende fantomrunde i 64 slag, holdt han 166 golfspillere bag sig. Runden i 64 slag var en tangering af Thomas Bjørns banerekord.

”Jeg spillede helt uden forventninger eller pres i modsætning til mange af de andre. Jeg stressede ikke unødigt i de afgørende situationer, selvom jeg godt kunne mærke, at der var nerver på,” siger Thomas Nørret til JP Aarhus.

Golfpensionisten Nørret var derfor med, da en lang række af Europas og verdens bedste golfspillere teede ud torsdag i Silkeborg. Her viste han igen, at han kan spille golf på absolut højeste niveau ved at gå den første runde i 73 slag, en over par. Det placerer ham side om side med blandt andet de danske verdensstjerner Søren Kjeldsen og Thorbjørn Olesen.

”Jeg har ikke de store forventninger til resultatet, men vil bare nyde det og have en rigtig fed oplevelse. Det giver mig mulighed for at sig hej til en masse gamle kollegaer og caddies, jeg har arbejdet sammen med i nogle år. Jeg vil bare have det sjovt og nyde stemningen,” sagde Thomas Nørret til Viasat Golf Danmark før turneringen.

Efter fredagens runde bliver cirka halvdelen af feltet sorteret fra, mens den øvre halvdel fortsætter med to finalerunder lørdag og søndag. Thomas Nørret skal i dag formentlig gå et eller to slag bedre end torsdag for at gøre sig håb om at komme med i finalerunderne. Thomas Nørret begyndte fredagens runde klokken 8.50. Du kan følge runden direkte HER.

På spørgsmålet om, hvad han vil gøre, hvis han vinder turneringen, svarer han:

”Det har min kone også spurgt om. For det første er det meget usandsynligt, at det sker. Jeg er meget glad for mit job, og der vil ikke blive lavet noget om. Står jeg med pokalen på søndag, er der selvfølgelig nogle andre forudsætninger,” siger golfdirektøren til JP Aarhus.

Publiceret 31 August 2018 09:47

SENESTE TV