Officielt: AGF-profil solgt til La Liga

AGF’s målmand Aleksandar Jovanović skifter til La Liga klubben SD Huesca, oplyser klubben i en pressemeddelelse

Aleksandar Jovanović skifter fra AGF til spansk fodbold. Den 25-årige keeper skal i fremtiden vogte målet hos SD Huesca, der netop er rykket op i La Liga. Det oplyser AGF i en pressemeddelelse.

"Vi har hele tiden vidst, at Jovanović har haft ambitioner om at prøve sig af på øverste hylde og derfor nok ikke ville blive sin kontraktperiode ud. Jovanović har igennem længere tid været en del af en stærk defensiv, og nu er der så opstået en mulighed, der baner vejen for, at han prøve sig af på højeste niveau, og som også var tilfredsstillende for os. Vi ønsker Jovanović held og lykke med de nye udfordringer og takker ham for hans tid i klubben," siger sportschef i AGF, Peter 'PC' Christiansen, i pressemeddelelsen.

Aleksandar Jovanović kom til AGF fra serbiske Radnički Niš i sommeren 2016 på en fireårig kontrakt. Den nu tidligere AGF-spiller ser frem til de nye udfordringer, som kan byde på noget af en drømme-debut. Hans nye klub skal nemlig møde selveste FC Barcelona i weekenden.

"Jeg vil gerne sende en stor tak til mine holdkammerater, trænerne, staben og ikke mindst til tilhængerne for en god tid i Aarhus. Jeg har nydt hver eneste minut, jeg har spillet foran de bedste fans i Danmark. Men jeg er også glad og meget taknemmelig for, at dette skifte kunne lade sig gøre, og jeg ser nu frem til nye udfordringer i Spanien. Jeg vil altid bære AGF og fansene i hjertet, og ønsker klubben alt det bedste i fremtiden," siger Aleksandar Jovanović.

Har førstemålmand klar

Med salget af den serbiske målmand skal AGF ud at hente en ny målmand, men i pressemeddelelsen fortæller Peter 'PC' Christiansen, at man er trygge ved den umiddelbare situation i buret.

"Allerede tidligt på året forberedte vi os godt ved at hente Óscar Whalley, og vi intensiverer nu jagten på en målmand mere, der kan sikre os et fortsat kompetitivt og stærkt målmands-miljø. Med tilgangen af Óscar Whalley har vi udvist rettidigt omhu, og vi er helt trygge ved, at han nu umiddelbart kan tage over efter Jovanović," lyder det fra sportschefen.

Aleksandar Jovanovic fik 73 Superliga-kampe for AGF. I sommer var han tæt på at blive udtaget til VM for sit hjemland, Serbien, men blev siet fra, inden slutrundet startede. Nu venter et spansk eventyr.

jwh

Publiceret 28 August 2018 18:07

SENESTE TV