Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AGF går på scenen under Aarhus Festuge

Den årlige spillerpræsentation foregår i festugen

AGF plejer på denne tid af året at præsentere spillertruppen ved et arrangement forbeholdt sæsonkortholdere og aktionærer.

Sådan kommer det ikke til at foregå i år, hvor fodboldklubben præsenterer spillerne i festugen på Byens Scene i Mølleparken i Aarhus.

"Vi har et nært og stærkt forhold til byen - det så vi senest ved den store opbakning til Aarhus Walk, hvor 3.500 århusianere sammen gik til Ceres Park op ad Stadion Allé. Nu laver vi så for første gang et arrangement sammen med Aarhus Festuge, og vi glæder os til at præsentere vores spillertrup for hele byen. Det bliver en ny oplevelse for os og forhåbentlig en rigtig god oplevelse for publikum," siger AGF's direktør Jacob Nielsen i en pressemeddelelse fra klubben.

Spillerpræsentationen finder sted mandag 3. september kl. 19.30. Her bliver Superliga-truppen præsenteret på scenen, og cheftræner David Nielsen og sportschef Peter Christiansen ser frem mod resten af sæsonen. Derudover barsler AGF med en 'rigtig aarhusiansk musikalsk overraskelse.'

Alle er velkommen til spillerpræsentationen, hvor man fra kl. 19 ved siden af Byens Scene vil kunne møde AGF’s maskot Aros og Superliga-spillerne og måske få sig en autograf eller en selfie med en af spillerne.

Traditionen tro spiller AGF altid en hjemmekamp under festugen. Det bliver i år i festugens første weekend, søndag 2. september klokken 18 på Ceres Park.

jr

Publiceret 22 August 2018 17:05

SENESTE TV