Riddersholm: Jeg havde fået AGF i top 6

Glen Riddersholm har besøgt Lokalavisen Aarhus' AGF-podcast 'Talehuset', og det blev til en snak om fortid, nutid og fremtid

Af
Jonas Wrede Hansen

AGF "For første gang realistisk set, uden at det skal tage noget fra, at jeg ikke lykkedes at bringe dem op i top seks, så synes jeg, at forudsætningerne nu er rigtig gode (for en top seks-placering, red.)."

Sådan fortæller Glen Riddersholm i nyeste afsnit af Lokalavisen Aarhus' podcast om AGF, hvor den tidligere AGF-træner er gæst. Her bliver der snakket om, hvor AGF står henne nu, hvordan fremtiden ser ud, og så ikke mindst, hvordan Glen Riddersholm selv oplevede sin tid i klubben.

Det er snart ti måneder siden, at AGF meddelte, at Glen Riddersholm var blevet fyret som træner i klubben. Siden har der været stille fra Glen Riddersholm omkring hans tid i AGF, men Talehuset har fået ham i tale, og det er en ærlig Glen Riddersholm, der møder op i studiet.

Han fortæller blandt andet, at hvis ikke han var blevet fyret, var han selv gået, men samtidig er han heller ikke i tvivl om, at han godt kunne have opfyldt klubbens målsætning for sæsonen.

"Jeg er helt sikker på, at AGF var kommet i top seks, hvis jeg var fortsat, og så kunne David have fortsat derfra, men det er jo ren tankespind," fortæller han i podcast-afsnittet.

Fremtiden er lys

Den tidligere AGF-træner har siden fyringen fulgt AGF's kampe i Superligaen, og han er sikker på, at klubben med David Nielsen ved roret er på rette vej.

"Der er gode spillere, der er en dygtig træner, og det er gode forudsætninger for en top seks, og det mener jeg også er realistisk," fortæller han og tilføjer samtidig, at han mener, at AGF har en lys fremtid.

Han advarer dog imod, at man tager for store skridt for hurtigt.

"Man skal huske, hvor man er. Der er et kæmpe stykke arbejde på den lange bane," lyder det fra den tidligere træner.

Du kan høre hele podcast-afsnittet med Glen Riddersholm i iTunes, på Soundcloud og alle de andre steder, det er muligt at høre podcasts.

Publiceret 22 July 2018 10:00

SENESTE TV