AGF-spiller flyver fra reden: Lokalrival får stortalent og landsholdsspiller gratis

16-årige Oscar Fuglsang rykker 45 kilometer vestpå

Af
Danni Paulsen

Lokaldreng og landsholdsspiller.

To parametre, der vægter højt for AGF i talentudviklings-øjemed.

Ikke desto mindre har klubben måttet sige farvel til den 16-årige forsvarsspiller Oscar Fuglsang fra Højbjerg.

Den unge fodboldspiller har underskrevet en treårig kontrakt med lokalrivalerne Silkeborg IF, der rykkede ned i 1. division i seneste sæson.

Ifølge Silkeborg IF tog Oscar Fuglsang selv taget kontakt til klubben for at få et skifte i stand.

"Jeg vil rigtig gerne være en del af talentudviklingen i Silkeborg IF. Jeg har jo set, hvor mange af SIF’s egne, der er blevet skudt afsted på det seneste, og det fortæller en historie om dygtigt talentarbejde," siger han til klubbens hjemmeside.

Talentchef i AGF, Allan Frederiksen, fortæller til Lokalavisen Aarhus, at parterne skiltes i god, gensidig forståelse.

"Nu er det jo ikke os, der bestemmer, hvor drengene vil spille henne. Vi har spillere på kontrakt, og spillere der ikke er, og det sker, at de, der ikke er, nogen gange kigger andre steder hen. Det har Oscar valgt at gøre, og sådan er det. Det er jo ikke sådan, at bare fordi man er på landsholdet, så er man på kontrakt. Der findes i dansk fodbold generelt en del fodboldspillere på landsholdene, som ikke er på kontrakt. Så sent som i vinter havde vi besøg af en landsholdsspiller fra FC Nordsjælland, som ikke var på kontrakt, og som vi heller ikke skrev med, så der er ikke noget mønster i det.

Når I fremhæver, hvor godt det går talentmæssig, så fremhæver I jo tit, hvor mange landsholdsspillere I har. Og I har også snakket meget om, hvor vigtigt det er at holde på talenterne. Hvordan flugter det med dette skifte?

"Vi holder først og fremmest på vores spillere ved at have et godt udviklings- og trænermiljø, og så laver vi en gang i mellem nogle kontrakter med spillerne, og jeg har i øvrigt ikke stor økonomi til den del, men så vil der altid være nogen, der kan se deres chancer bedre andre steder. Der kommer en del nye til, og der forsvinder også nogen. Ja, det var en landsholdsspiller, men sådan er det også en gang i mellem," siger Allan Frederiksen.

AGF spiller første Superligakamp 14. juli på udebane mod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland.

Publiceret 22 June 2018 16:08

SENESTE TV