AGF henter spansk målmand

AGF har skrevet kontrakt med målmanden Óscar Whalley, som kommer på en fri transfer fra spanske Sporting Gijón

AGF sagde ved sæsonens sidste kamp farvel til holdets mangeårige målmand Steffen Rasmussen. Derfor har klubben nu været ude at hente en ny målmand. Den 24-årige spanier Óscar Whalley er således ny mand i AGF-målet, skriver klubben på sin hjemmeside.

"Med Staffs (Steffen Rasmussen, red.) karrierestop har vi været på udkig efter en ny målmand, der kan supplere og forstærke vores målmandsteam. Vi har allerede nu en dygtig målmand i Jovanovic, mens der også er nogle unge, spændende målmænd på vej op fra ungdomsrækkerne, og så har det været vigtigt for os at finde en målmand, der kan passe ind i den stil og måde, vi gerne vil spille fodbold på, og det har vi fundet i Óscar Whalley," siger sportschef i AGF, Peter Christiansen, til AGF.dk.

Óscar Whalley kommer på en fri transfer fra Sporting Gijón og har tidlgiere optrådt for Real Zaragoza og SD Huesca, ligesom han har fået en enkelt kamp for det spanske U21-landshold.

"Jeg kan ikke vente med at komme tilbage til Aarhus, så jeg kan møde mine nye holdkammerater og komme i gang med sæsonen. AGF har vist i hele forløbet, at de tror på mig, og de vil virkelig have mig til klubben - og det betyder meget for mig. Jeg vil gøre mit bedste, hver eneste gang for klubben, og jeg vil arbejde hårdt for, at vi sammen kan opnå vores fælles mål," siger Óscar Whalley til klubbens hjemmeside.

jwh

Publiceret 12 June 2018 10:00

SENESTE TV