Forlænger med AGF: Fire år mere til Stage

Jens Stage har forlænget frem til 2023

Den lokale favorit Jens Stage har sat sin underskrift på en fireårig kontraktforlængelse med AGF, så han nu har kontrakt med Superliga-klubben frem til sommeren 2023.

Det oplyser AGF i en pressemeddelelse.

"Stage er et eksempel på en spiller, der har taget en lidt mere snørklet vej til Superligaen end normalt. Han er en spiller, der aldrig har fået noget forærende, og som har arbejdet vanvittigt hårdt for at nå til, hvor han er i dag. Han er top-dedikeret og jagter konstant de procenter, der kan udvikle ham yderligere. Så jeg er super-glad for, at vi nu har fremtiden på plads for en rigtig Aarhus-dreng, der har de dyder, de værdier, og de følelser for denne klub, som Jens har," siger sportschef i AGF, Peter ’PC’ Christiansen.

Lever drømmen

Jens Stage trådte sine første fodboldstøvler i ASA i hjertet af Aarhus, inden turen gik videre til IF Lyseng. Som U19-spiller kom han til Brabrands daværende 2. divisionshold, og præstationerne her bragte ham ind omkring U18-landsholdet. I december 2016 skiftede han så til AGF.

"Jeg er selvfølgelig meget glad for, at klubben har ønsket at forlænge min aftale. Alle kender efterhånden min historie og mit tilhørsforhold til byen. Jeg har altid holdt med AGF og haft en drøm om at spille for klubben, lige siden jeg som lille dreng kom på Ceres Park. Den drøm er nu gået i opfyldelse, og jeg nyder i fulde drag at være en del af klubben og vores hold," siger Jens Stage og fortsætter:

"Siden jeg kom til AGF har jeg arbejdet hårdt hver eneste dag på at blive bedre og stærkere, og det er meget tilfredsstillende, at det nu bærer frugt i form af mange kampe. Det er jeg naturligvis glad for, men jeg og holdet kan blive endnu bedre, så arbejdet slutter aldrig"

Klokken 16 lørdag skal Stage i ilden igen, når SønderjyskE venter hjemme i Ceres Park i den første af to kampe for at komme i Europa Playoff-finalen.

dp

Publiceret 19 May 2018 14:33

SENESTE TV