DBU slår fast: Landskampe spilles i Aarhus

Danmarks to landskammpe i Nations League bliver spillet i Aarhus, lyder det fra DBU

Der er opstået stor uenighed mellem DBU og Parken Sport & Entertainment, som ejer fodboldlandsholdets normale hjemmebane, Telia Parken. Årsagen er, at DBU har besluttet, at Danmarks to landskampe i den nye landsholdturnering National League mod henholdsvis Irland og Wales skal spilles i Aarhus.

Den kendsgerning er man ikke tilfreds med hos Parken Sport & Entertainment. Selskabet mener, at kampene i National League er kvalifikationskampe til EM, og i selskabets aftale med DBU skal alle kvalifikationskampe spilles i Telia Parken.

Det har derfor fået Parken Sport & Entertainment til at klage, men ifølge DBU hjælper det ikke noget. Beslutningen er truffet, og kampene vil blive spillet i Aarhus.

"Vi er blevet kontaktet af Parken Sport & Entertainment, der ganske rigtigt har fået sine advokater til at kontakte os. Jeg undrer mig over Parkens ageren, da der ikke er noget hold i deres krav, så jeg forstår simpelthen ikke, de bruger tid og penge på denne sag," siger DBU's kommercielle direktør, Jesper Andersson, til Ekstra Bladet og fortsætter til mediet:

"Jeg kan kun forestille mig, at Parken bruger ressourcer på denne sag på grund af deres egen situation, og de virker til at være alvorligt udfordrede derinde. Men det får ikke DBU til at ændre den beslutning, der er truffet."

jwh

Landskampe i Aarhus

    9. september Danmark – Wales på Ceres Park i Aarhus (Nations League)

    19. november Danmark – Irland på Ceres Park i Aarhus (Nations League)

Publiceret 10 May 2018 11:24

SENESTE TV