AGF-stortalenter: David Nielsen gav os nyt håb

De unge spillere i AGF's Superliga-trup har nydt godt af cheftrænerskifte

Med en fortid som rost ungdomslandsholdstræner skulle man tro, at den tidligere AGF-cheftræner Glen Riddersholm var en drøm at have som øverste chef for de unge talenter.

Det lader dog ikke til at være tilfældet, hvis man skal tro de tre 18-årige stortalenter Benjamin Hvidt, Sebastian Hausner og Daniel Thøgersen. De blev alle hevet op i førsteholdstruppen af Glen Riddersholm, og så deltog de forleden i AGF-podcasten Talehuset, hvor de blandt meget andet fortalte om forskellen på at spille under David Nielsen i forhold til Glen Riddersholm, som han erstattede.

Og her lagde de tre unge herrer ikke skjul på, at de føler sig meget bedre tilpas under Nielsen, som kort efter sin ankomst til klubben tog en god samtale med hver spiller.

"Jeg blev hevet op i førsteholdstruppen sammen med Daniel under Glen i sommer. Dengang var der ikke forventninger til, at vi skulle spille, men man ville bare se, om vi kunne følge med. Da David kom til klubben, fik alle vi unge et nyt håb, fordi vi blev trukket til siden og fortalt, hvad planen var med os. Under Glen synes jeg, at vi fik puttet meget taktisk ind i hovedet. Det var svært at forstå og huske det hele som ung spiller, mens det under David har været meget mere lige på. Man ved, hvad man skal," forklarer Sebastian Hausner i podcasten og fortsætter:

"Glen var rigtig god til de ældre spillere, fordi de forstod lettere, hvad han ville taktisk. David giver os færre, men mere nyttige taktiske begreber, som vi kan bruge. Det er meget mere overskueligt for unge spillere at have en træner som David, der er en god mentor."

At David Nielsen fungerer som en mentor for de unge, nikker Benjamin Hvidt og Daniel Thøgersen genkendende til.

"Glen havde meget at gøre med de ældre spillere, mens David snakker meget med os unge om, hvad der skal til, for at vi kan få nogle minutter. Uden at det skal lyde som en kritik af ham, så prøvede Glen at læsse for meget i hovederne på os. Det er bare lidt lettere at gå til David, som i min optik mere ser det hele menneske, " siger Daniel Thøgersen.

Benjamin Hvidt er den eneste i talenttrioen, der har fået spilletid i Superligaen, og det var Glen Riddersholm, der gav ham de første minutter i landets bedste række.

"David kom med en masse gode værdier, som passer godt til AGF. Jeg kan tydeligt mærke forskellen. Glen hev mig op for at jeg skulle mærke, hvordan det var at være en del af førsteholdet og udvikle mig. Jeg fik et par indhop, men det var ikke tiltænkt, at jeg kunne starte inde og få en hel kamp. Modsat har David sagt: "Du er god nok. Jeg tør godt spille dig." Under Glen synes jeg, at man skulle bevise rigtig meget som ung spiller. Mere end jeg har prøvet før. Man skulle virkelig toppræstere til hver træning, reserveholdskamp eller U19-kamp. Der synes jeg, der er en stor forskel," siger Benjamin Hvidt og understreger ligesom sine to talent-kollegaer, at han ikke synes, at Riddersholm var en dårlig træner.

Du kan høre hele podcasten herunder, i iTunes og alle andre podcast-app's:

Publiceret 01 May 2018 08:45

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV