Styrketræning og autoteknolog hjælper Siepmann

Racerkøreren Christian Siepmann kom fint fra start med to tredjepladser i åbningsløbet på FDM Jyllandsringen

Racerkøreren Christian Siepmann fra Risskov kæmpede sig frem fra en startplads som nummer seks til en tredjeplads i årets første løb i Tegee-Dan Clio Cup Danmark, der foregik på FDM Jyllandsringen.
I det næste løb startede Siepmann som nummer tre, og den placering holdt han løbet igennem, så han fik to pokaler af bronze med hjem fra åbningsweekenden på motorsæsonen.
"Det har været fedt at mærke, hvordan jeg er blevet bedre, både fysisk og teknisk. Jeg kører markant hurtigere end sidste år, og samtidig har jeg mere overskud til at forudse, hvad der sker. Der skal ikke være tvivl om, at mekanikerne har den største del af ansvaret for succesen, for bilen er bare i orden," siger Christian Siepmann.
Køreren har dog også selv forberedt sig grundigt med styrketræning i løbet af vinteren, og så har teamet rekrutteret en af autoteknolog-uddannelsens kvikke hoveder til at optimere bilens opsætning.
"Når vi har kørt, går der fem minutter, så kan han fortælle præcis hvilke sving, jeg har været langsom eller hurtig i. Det har helt sikkert forbedret min kørestil og indlæringskurven markant."
Næste løb for CS Racing er den sidste weekend i maj på Padborg Park.

Publiceret 02 May 2011 17:00

SENESTE TV