Siepmann har vasket bilen efter startproblemer

Renault Clioen ville ikke starte, da Christian Siepmann skulle teste på Jyllandsringen

For en uge siden var den aarhusianske racerkører Christian Siepmann ikke helt glad ved situationen. Da teamet skulle teste på FDM Jyllandsringen, ville den trofaste Renault Clio Cup-racer ikke starte, og midt på eftermiddagen måtte man give op og køre bilen til en ekspert.
Han fandt og udbedrede heldigvis problemet, og så kunne CS Racing genoptage testarbejdet på FDM Jyllandsringen.
"Det gav lige et hak i selvtilliden, da bilen ikke ville, som vi ville, Selvom alle vores konkurrenter var ægte sportsfolk og hjalp alt, hvad de kunne, ville bilen ingenting," fortæller Christian Siepmann.
Den fragtmandsblå Renault Clio kørte fem testpas i forårsvejret, og med al rusten banket ud af kroppen er Siepmann nu klar til sin anden sæson i motorsport og årets Tegee-Dan Clio Cup.
"Testen gik helt uden problemer, og omgangstiderne var helt fornuftige, så selvtilliden er, hvor den skal være. Jeg har netop vasket bilen og stillet den klar, så jeg er klar til start," siger Christian Siepmann.

Publiceret 21 April 2011 16:00

SENESTE TV