Brombær.
Brombær.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Smag på... Moesgård Strand!

Af Lars Brøndum, biolog og formidler, og Lone Folmer Nielsen, projektassistent, Naturhistorisk Museum Aarhus

Har man som strandgæst tendens til rastløshed og småfrustrationer, når turen til sand og vand trækker ud, er der hjælp at hente. En god del af krudtet kan brændes af ved at tage en runde på og ved stranden og lede efter ingredienser til aftensmaden. Moesgård Strand er ingen undtagelse, når det gælder om at finde spiselige sager, både til lands og vands.

Dyk ned i dybet

Normalt vil de obligatoriske råvarer fra stranden inkludere muslinger, strandkrabber, rejer, fisk og tang. Alt dette kan man selvfølgelig også finde på Moesgård Strand, hvis man skulle have lyst til at springe i bølgen blå iført enten badebukser eller waders, men grundet de naturskønne omgivelser med både skov og lysåbne grønne områder tæt ved, er der rig mulighed for at gå på jagt efter ingredienser til køkkenet uden at risikere våde tæer.

Allerede ved parkeringspladsen er der snacks i form af skovjordbær og kirsebær fra de gamle træer, og senere på året er æblerne plukkemodne. Er det mildt nok, står strandarven klar helt fra maj til oktober. Den let bitre urt smager lidt af agurk og har et strejf af salt. En spændende og glimrende garniture i syltet udgave, som passer godt til blandt andet rejemaden.

Også strandkarsen er en alsidig spise at få med hjem. Den kan fungere som alternativ til peberrod med sin lidt stærke smag - tilnavnet Nordens wasabi fornægter sig ikke. Blade og skud fra strandkarse kan plukkes fra maj til august, og når der kommer blomst på planten kan disse også sagtens bruges som pynt i fx en grøn salat.

Efterårets bær og svampe

Når munden har fået nok af de stærkere sager, begynder brombærrene at dukke op i krattene omkring stranden. Her kan man også forberede sig til snapsebrygningen med enebær og slåen, der melder deres ankomst i området i september og oktober. Og når man næsten har glemt, at havet engang var lunt og badeværdigt, er det på tide at bevæge sig mod Moesgård Skov. Her kan kurven fyldes med kantareller og spiselig rørhat, der sammen med smør og et godt stykke brød kan forsøde sensommeren og efteråret.

Publiceret: 11. August 2017 18:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Aarhus
Seneste
Lokalavisen Aarhus
Mest læste
Lokalavisen Aarhus
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt