Her kommer SlagterBørsen til at ligge. Foto: Aarhus Update
Her kommer SlagterBørsen til at ligge. Foto: Aarhus Update
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

SlagterBørsen: Ny restaurant med det bedste kød i jydestørrelse

CANblau udvider med endnu en restaurant under samme tag på Klostertorv

Af Jan L. Pedersen, Aarhus Update

CANblau på Klostertorv udvider. Igen, igen. Der er vist ingen tvivl om, CANblau har ramt den rent. De ved om nogen, hvad de fleste af os gerne vil have. Vi kender CANblau for deres ærlige og autentiske spanske tapas. De var de første, og holder stadigvæk et spændende og højt niveau. Den 'store' CANblau ligger i 1.100 kvadratmeter store lokaler – og er velsagtens byens største restaurant. Men først i marts udvider de med en ny restaurant, mens CANblau fortsætter uforandret.

Umiddelbart passer det ikke ind i stilen med CANblau og Bar Plata. Men det er heller ikke meningen. SlagterBørsen handler om kød. Godt kød. Umiddelbart kan det virke underligt at koble slagter sammen med børs, med mindre man vil lave auktion, hvor man byder og handler med kød. Men da jeg hørte grunden, gav det mening. 

LÆS OGSÅ: Madklubben åbner i Jensens Bøfhus' gamle lokaler

Danish Crown har en lille og unik afdeling ved navn Guldrummet. Her arbejder de udenlukkende med kød fra de bedste udvalgte dyr, og modner det selv i op til flere måneder. Det er både kvæg, svin og lam vi taler om. Her handler det kun om en ting, og det er at opnå den bedste kvalitet. Det er stort set kun de bedste restauranter i landet, som har mulighed for at købe kød hos Guldrummet. Og i den kategori hører SlagterBørsen. 

Da Guldrummet satser på kvalitet fremfor kvantitet, så kan man for eksempel ikke bestille 270 mørbrad, fordi så mange er der ikke. Så man må købe det kød, som er færdigmodnet og klar til salg. Sådan er det. Så hvilken udskæring, som bliver serveret på SlagterBørsen, vides ikke med sikkerhed. Det afhænger af, hvad der udbydes og nok også til prisen. Deraf kom børsen på banen.

Kontrast til fine-dining

Det bliver rustikt, og alt andet end petit four mad vi kommer til at se. Kødet er i jyde størrelser. Men nu er vi jo også i Jylland. Det er et vigtigt emne, som ligger på tallerkenen og tager opmærksomheden. Kødet. Tilbehøret kommer ved siden af, som selvstændige serveringer, men der bliver ingen tvivl om, at kødet er måltidets konge.

Inspirationen til CANblau-lokalerne kommer fra Barcelona. Det er ingen hemmelighed. El Nacional er det bedste fra den spanske livsstil samlet under et tag. Her er fire forskellige restauranter og fire forskellige barer samlet. Det samme har været idéen med CANblau-bygningen. Velvidende at der er 1.100 kvadratmeter under tag, så har det ikke været en nem opgave at indrette de gamle, smukke lokaler. Men med sidste skud på stammen er der to restauranter og en bar under samme tag på Klostertorv. Hver afdeling byder hver især på noget særligt, og man bevæger sig rundt efter lyst og behov. 

Hvad koster det så? Det korte svar er, at du kan købe en ret for 140 kroner. Men det kan ikke betale sig, da du for 500 kroner kan få tre retter og alt den vin, du kan drikke i to timer. Hvis nu, at du vil bruge længere tid på din middag, så kan du købe ekstra tid.

Idéen med mad og vin til en fast pris i et fast tidsrum er ikke ny. Men det nye ved SlagterBørsens koncept er, at du ikke skal møde på et bestemt tidspunkt. Det er underordnet, hvornår du kommer. Bare de har åbent. 

LÆS OGSÅ: Aarhusiansk madinstitution: Efter 21 år er den sidste 'ugens ret' serveret

Konceptet er enkelt. Der bliver tre forretter at vælge mellem. Fire hovedretter, hvor der altid er okse, svin og lam, men også en vegetarret. Til dessert bliver der tre valgmuligheder. Til hovedretten er der valgfri kartoffel, sauce og grønt. Her er igen tre valgmuligheder i hver kategori. Til at slukke tørsten er der en vinbar, hvor du selv vælger, hvilken vin du vil drikke til. That's it!

Åbningstiderne bliver hver dag fra 17.00 til 23.00. Dermed får Aarhus med SlagterBørsen en restaurant, hvor du kan spise mad sent på dagen. 

SlagterBørsen

Klostertorvet 9

800 Aarhus C

 

Publiceret: 29. Januar 2018 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt