Omtrent her hvor fotografen tager billedet fra, kommer den nye fartdæmpende flade, hvorpå der kommer en fodgængerovergang.
Omtrent her hvor fotografen tager billedet fra, kommer den nye fartdæmpende flade, hvorpå der kommer en fodgængerovergang.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Skolevejen bliver mere sikker i Mårslet

Et fodgængerfelt, en fartdæmpende flade og et parkeringsforbud foran Mårslet Skole skal øge sikkerheden

Bilisterne på Obstrupvej i Mårslet har netop skullet vænne sig til en såkaldt 2-minus- 1-vej, hvor man kører på midten af kørebanen og dermed efterlader plads til cyklisterne i siden. Nu bliver dette nye tiltag suppleret med en fartdæmpende flade foran skolen, hvorpå der kommer et fodgængerfelt.

Desuden bliver der fremover standsning og parkering forbudt på strækningen foran skolen, hvilket giver bedre udsigtsforhold for de cyklende.

“Vi har lyttet til borgerne og er glade for de gode input,” lyder det fra Carsten Thomsen, projektleder i Center for Byens Anvendelse.

Han forklarer videre:

“Den hævede flade er udformet, så den tager hensyn til, at busserne kan passere uden problemer. Arbejdet med at lave den fartdæmpende flade går i gang, så snart vejret tillader det, og asfaltfirmaerne åbner. Der kommer til at være minimale gener ved byggeriet, da det efter planen kun kommer til at tage få dage.”

Tilfreds formand og skole

Hos både skolens pædagogiske leder, Kurt Iversen, og formanden for skolebestyrelsen, Rikke Lysholm, vækker de øgede sikkerhedsforanstaltninger ganske stor glæde.

“Det er rigtig dejligt! Vi har jo i flere år kæmpet for at få en fodgængerovergang,” siger Rikke Lysholm, og Kurt Iversen bakker op:

“Vi er ovenud tilfredse med det her. Vi havde nok ikke regnet med at få så god en løsning. Alle vores ønsker om fodgængerovergang, nedsætning af hastigheden samt standsning og parkering forbudt er blevet honoreret.”

Kræver tilvænning

Oprindeligt var der bump og 30 km/t-zone på strækningen ved skolen, men begge dele blev fjernet af hensyn til de ekstra busser, som gør det ud for Oddergrisen, mens den bliver elektrificeret og lavet til letbane.

I et forsøg på at bevare noget sikkerhed på Obstrupvej kom der i første omgang en såkaldt 2-minus-1-vej til, og det har krævet noget tilvænning fra bilisternes side.

“I begyndelsen blev det hele egentlig meget værre, for eftersom der blev mere plads ude i siden af vejen, så begyndte forældrene bare at parkere dér. Derfor er vi glade for, at der fremover også kommer en fartdæmpende flade og fodgængerovergang, for 2-minus-1-vejen kan ikke stå alene,” siger Kurt Iversen, som sammen med skolens elever fra niende klasse har været på gaden for venligt at fortælle bilisterne, at de skal benytte sig af 'kys og kør'-området og ikke parkere i siden af vejen.

I Center for Byens Anvendelse er man godt klar over, at 2-minus-1-vejen kræver en indkørelsesperiode.

“Vi får henvendelser om, at det ikke er alle, som forstår reglerne, men det er jo klart, at man lige skal vænne sig til det,” siger Carsten Thomsen.

Spændt på fremtiden

Tilvænningen mærker skolebestyrelsesformand Rikke Iversen også. Hun er dog overordnet set glad for 2-minus-1-vejen.

“Det er langt bedre end ingenting, da det presser folk til at køre langsommere,” siger hun.

Umiddelbart er hun tilfreds med den samlede løsning for at forbedre trafiksikkerheden på skolevejen.

“Nu er jeg bare spændt på, om løsningerne så får lov at blive. Skolebestyrelsen har fået en mail fra Teknik og Miljø om, at alle tiltag er midlertidige, og at der tidligst træffes en afgørelse om vejens udformning i sommeren 2017.”

Publiceret: 04. Februar 2016 12:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!