Det er meget forskelligt, hvor meget de lokale politikere er aktive på Facebook. Tegning: Ole Møgelby
Det er meget forskelligt, hvor meget de lokale politikere er aktive på Facebook. Tegning: Ole Møgelby
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Skive: “Mit liv er for kort til Facebook”

Mange byrådspolitikere tager de sociale medier til hjælp i deres valgkamp for at gøre sig mere synlige og nærværende

Byen er plastret til med valgplakater, der viser den ene håbefulde politiker efter den anden.

Det er dog ikke kun i lygtepælene politikerne forsøger at få aarhusianernes opmærksomhed.

Også de sociale medier er vigtige for dem for at nå borgerne. Her er socialdemokraternes Camilla Fabricius og Venstres Theresa Blegvad blandt andre nogle af dem, der er aktive på Facebook.

Mens Dansk Folkepartis Jette Skive er i den helt modsatte grøft.

“Mit liv er for kort til Facebook, og jeg ønsker held og lykke til dem, der bruger det. Jeg er hverken der, på Instagram eller på Twitter. Jeg er slet ikke hoppet med på det der, for jeg synes, det er voldsomt og en værre tidsrøver,” siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive og fortsætter:

“Jeg har rigeligt at gøre med at svare på de mails, jeg modtager fra borgerne. Jeg svarer altid personligt og som regel indenfor en til fire timer.”

Rådmanden vægter det væsentligt højere at tage ud og møde borgerne i øjenhøjde.

Hun har dog en kampagneleder under valgkampen, som sørger for, at hun får profileret sig online - bare ikke på de sociale medier.

Helt anderledes forholder det sig hos Camilla Fabricius.

“Jeg bruger Facebook meget, for der får jeg direkte respons på mine holdninger, og jeg bruger det til at se, om jeg er på rette vej eller ej. Jeg er aktiv på Facebook både i dagligdagen, men også i forbindelse med valgkampen,” siger Camilla Fabricius, der har over 2.000 følgere på Facebook.

Hun pointerer, at hun via de sociale medier får fat i en anden befolkningsgruppe end på for eksempel valgmøderne. Hun nævner de helt særligt udsatte borgere - dem taler hun med via Facebook, og det er vigtigt for hende.

Facebook i Venstre-lejren

Også Theresa Blegvad er vældig glad for de sociale medier og er aktiv både på sin private- og sin politikerprofil på Facebook.

LÆS OGSÅ: Få fingeren ud og tag nogle beslutninger

“Det er jo altid svært at vide, hvad der virker bedst i forhold til at få vælgernes opmærksomhed. Jeg bruger de sociale medier til en historiefortælling. På min private profil er det mere holdninger, jeg skriver om, mens jeg på min politiske kan finde på at stille kritiske spørgsmål til politiske beslutninger og lignende,” siger Theresa Blegvad, der også ser Facebook som en dagbog, så hun kan holde øje med, hvor mange af hendes ideer og visioner, der bliver til virkelighed.

Virker, hvis man er god

Ifølge forsker på Danmarks Medie og Journalisthøjskole, Jakob Linaa Jensen, kan Facebook flytte stemmer, hvis kandidaten er dygtig til at være på de sociale medier.

“Der findes ikke forskning eller data på området endnu, men de politikere, der er bedst på Facebook, er dem, der vil gå i dialog med borgerne. Man skal være klar til både ris og ros, hvis man skal være der. Hvis ikke man er klar til den del, så skal man lade være,” siger han.

Han præciserer, at de sociale medier ikke spiller ligeså stor en rolle for de lokale politikere, som de gør for folketingspolitikerne, men han nævner, at det kan flytte stemmer for politikerne, hvis de er på Facebook, og dermed kan det også være afgørende, om de bliver valgt ind eller ej.

Publiceret: 10. November 2017 12:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Køkkensamtaler: Politikersnak mellem potter og pander
Køkkensamtaler: Politikersnak mellem potter og pander
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt