Har man lyst til at være en del af Akademisk Kor Århus, er man ifølge koret altid velkommen til at komme til en optagelsesprøve. I Aarhus findes der også andre kor, så der er mulighed for at finde et, der passer til ens niveau Foto: Per Rasmussen
Har man lyst til at være en del af Akademisk Kor Århus, er man ifølge koret altid velkommen til at komme til en optagelsesprøve. I Aarhus findes der også andre kor, så der er mulighed for at finde et, der passer til ens niveau Foto: Per Rasmussen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Skal kæmpe for Danmark: Aarhus-kor er klar til Eurovision i Riga

Akademisk Kor Århus skal i morgen repræsentere Danmark ved første udgave af Eurovision Kor Grand Prix

“Der blev jublet, skreget, Yngve (medsanger, red.) optog video, og der blev skrevet og lagt billeder op i vores Facebook-gruppe. Vi var helt oppe at køre. Det var så vildt,” lyder det storsmilende fra Maria Breiner Nielsen, imens Mads Urenfeldt Bækgaard sidder ved siden af hende med samme store smil.

De synger begge i Akademisk Kor Århus, og scenen, som Maria Breiner Nielsen beskriver, fandt sted for et par måneder siden, da hun sad foran fjernsynet sammen med venner fra det aarhusianske kor og så Det Europæiske Melodi Grand Prix. Årsagen til den pludselige eufori var ikke 12 point til Danmark eller en gentagelse af Emmelie de Forests sejr for nogle år siden. Nej, i stedet opstod den på grund af et flere minutters langt indslag, der reklamerede for den første udgave af Eurovision Kor Grand Prix, som i morgen, lørdag, finder sted i Riga.

“Det gik først rigtig op for én, hvor stor en begivenhed det er, vi skal være en del af. Det var jo et ret langt indslag, og mange så med,” fortsætter den 26-årige korsanger.

Maria Breiner Nielsen og Mads Urenfeldt Baekgaard skal nemlig sammen med resten af Akademisk Kor Århus på scenen i den lettiske hovedstad, hvor de er blevet udvalgt af DR til at repræsentere Danmark ved den første udgave af det, som populært sagt kan omtales som europamesterskaberne i kormusik.

TV-transmitteres i Europa

“Det er rigtig stort, og det er fedt, at vi er blevet udvalgt. Jeg håber, at det, at showet sendes live i fjernsynet, kan være med til at udbrede kendskabet til klassisk kormusik og kormusik generelt,” lyder det fra Mads Urenfeldt Bækgaard, der er 29 år og har interesseret sig for klassisk musik hele sit liv samt har sunget i Akademisk Kor Århus siden 2008. Når showet begynder lørdag aften, bliver det sendt live på DR K, samtidig med at det også vises i de resterende otte deltagende lande. Herhjemme bliver det kommenteret af Ole Tøpholm, som de seneste syv år har kommenteret Det Europæiske Melodi Grand Prix. Ved hans side i kommentatorboksen vil dirigent og komponist Phillip Faber sidde klar med sin ekspertviden inden for kormusik.

Siden 2013 har han været chefdirigent for DR Pigekoret, og især det faktum, at han skal bedømme korets optræden, er en smule surrealistisk for de to korsangere.

“Det er ret vildt, at han og alle de andre nationers koreksperter skal sidde og analysere vores præstation på internationalt TV,” fortæller Maria Breiner Nielsen, som også ser frem til at synge foran det største publikum, hun nogensinde har prøvet.

“Der er plads til omkring 8000 tilskuere i arenaen. Det største, vi har prøvet, var omkring 1000 mennesker ved en koncert i Lund,” forklarer Maria Breiner Nielsen.

Mads Urenfeldt Bækgaard og Maria Breiner Nielsen håber, at Eurovision Kor Grand Prix kan få flere til at interessere sig for kor. Foto: Jonas Wrede Hansen
Mads Urenfeldt Bækgaard og Maria Breiner Nielsen håber, at Eurovision Kor Grand Prix kan få flere til at interessere sig for kor. Foto: Jonas Wrede Hansen

Det sociale er i højsædet

Tidligere har det lokale kor deltaget ved store konkurrencer verden over, og højdepunktet kom for to år siden, da Akademisk Kor Århus blev nummer et ved 'Musica Sacra a Roma' i Italien. Men selvom konkurrence-genet eksisterer hos de 33 korsangere, der udgør Danmarks første optræden ved Eurovision Kor Grand Prix, så overgår det ikke det sociale sammenhold.

“Vi har det rigtig godt sammen. Jeg glæder mig altid til den dag i ugen, hvor vi skal øve. Og selvom jeg har haft en rigtig dårlig dag, så griner jeg altid, når vi mødes,” lyder det fra Mads Urenfeldt Bækgaard, og det er Maria Breiner Nielsen enig i:

“Vi går meget op i det sociale. Vi er venner og bruger rigtig meget tid sammen uden for koret - både til øl, mad og på ture,” tilføjer hun.

Det er i morgen klokken 20, at DR K sender første udgave af Eurovision Kor Grand Prix direkte fra Riga i Letland, hvor Akademisk Kor Århus altså skal forsøge at synge sig helt til tops i Europa. Koret vil synge acapella-versioner af 'I Seraillets Have' og 'Wiigen-Lied', hvor Ole Faurschou står klar til at dirigere koret.

Publiceret: 21. Juli 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

Bøger
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt