Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Sig det med smukke roser fra Aarhus

Nu kan du få frimærker med smukke roser fra Aarhus som motiv

På Knud E. Pedersens Planteskole i Harlev vokser nogle særlige roser. Fem af disse roser har nemlig stået model til motiverne på fem helt nye frimærker, som PostNord sender i handlen i dag. 

"Vi er utroligt stolte over, at nogle af vores roser nu kan ses på fem smukke frimærker. Roser er spændende og dejlige planter, som med deres forskelligartede dufte og udseender er med til at give gode oplevelser til mennesker," siger Knud E. Pedersen i en pressemeddelelse fra PostNord.

Han har drevet Knud E. Pedersens Planteskole i 52 år sammen med sin hustru Annemarie. 

På planteskolen vokser omkring 100.000 roser fordelt på cirka 1.200 sorter. Og det er altså fem af disse sorter, der nu foreviges på fem frimærker. De udvalgte roser er nøje plukket for at skabe flotte frimærker i fuldt farveflor. Det er blandt andet den røde klassiker Ingrid Bergman, den violette engelske rose Rhapsody in Blue og den gule rose Sekel. Roserne er fotograferet af den aarhusianske fotograf Anders Bach. 

LÆS OGSÅ: Planteskole i Harlev sender roser med posten

"Det at dyrke roser i haven for at skabe skønhed og fryd for øjet er for mange haveejere blevet en udbredt folkesport. Med denne udgivelse giver vi brevskrivere mulighed for at sende post med nogle af de smukkeste og mest delikate roser. Jeg er helt sikker på, at et brev frankeret med en af de fem roser vil blive åbnet med ekstra stor glæde," siger Martin Pingel, designchef i PostNord Frimærker. 

Rosenavler Knud E. Pedersen var den første i Danmark, der begyndte at sælge roser på nettet. De sendes med posten barrodet, altså uden jord på, og bliver pakket med plastic om rødderne, så de ikke udtørrer under transporten. I højsæsonen afhenter PostNord bestillinger én gang om ugen for at levere dem til rosenglade danskere over hele landet. 

Frimærkerne udkommer 2. januar og kan købes i PostNords netbutik, i PostNords app og på udvalgte posthuse. De udkommer i værdien 27 kroner, der kan bruges til at sende en hilsen til venner og familie over alt i verden.

jr

Publiceret: 02. Januar 2018 08:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt