Groft åbenlyst tyveri: Se gruppe tage, hvad de vil
I videoen overfor kan de se, hvordan en større flok personer udfører et decideret tyve-raid på Dykkerbutikken.dk.
Foto: Overvågningsvideo
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Se videoen: Dykkerbutik udsat for åbenlyst tyveri igen - "Politiet gør ikke en skid ved det"

Butiksejer fra Åbyhøj er meget frustreret. Onsdag blev han endnu en gang udsat for åbenlyst tyveri

"Hvad skal jeg gøre, når jeg bliver røvet ved højlys dag, og politiet ikke gør noget?"

Spørgsmålet er Søren Wiesauers, og han er godt og grundigt frustreret, efter hans butik Dykker-butikken.dk ved Åbyhøj Torv i det vestlige Aarhus onsdag eftermiddag blev udsat for tyveri.

Omkring klokken 15.30 dukkede seks store og tatoverede mænd af anden etnisk herkomst end dansk op i hans butik. Ejeren er der ikke selv, men det er hans medarbejder, som beder mændene om at gå.

"Man kan se, at det ikke er Guds bedste børn, og at de ikke kommer for at købe noget. Tre af dem stiller sig alligevel op foran min medarbejder, og spørger ham om en masse. Imens de står og passer ham op, går tre andre åbenlyst rundt i butikken og ude foran og stjæler alt, de kan komme til. Vi har endnu ikke opgjort, hvad der er blevet stjålet, men man kan se, at de blandt andet stjæler finner og en harpun," forklarer Søren Wiesauer.

Lokalavisen Aarhus har set videovervågningen fra butikken, og her kan man tydeligt se, at mændene uden forsøg på at skjule noget som helst tager en masse ting fra butikken og stille og roligt går ud på gaden igen med varerne i favnen. De har ikke travlt med at komme væk, og sidste mand tager sig sågar tid til at lukke døren efter sig. 

"Det er fuldstændigt åbenlyst og midt om dagen, og man kan næsten få den tanke, at de ved, at politiet har travlt med alt muligt andet - blandt andet fodboldkampen ude på stadion i går."

LÆS OGSÅ: SE VIDEOEN: UNGE INDVANDRERE TAGES I AT PLYNDRE BUTIK IGEN OG IGEN: ALLIGEVEL KAN DE GÅ FRI

 

Prioriterer ikke erhvervsdrivende

En frustreret Søren Wiesauer tager naturligvis kontakt til politiet.

"Jeg får den besked, at vi bare kan lave en anmeldelse. Jeg bliver bare fejet af, bedt om at sende materialet, og så får jeg et bestemt farvel."

Det gør blot frustrationen værre, for det er ikke første gang, han har fået den melding fra ordensmagten. Ifølge Søren Wiesauer har han haft lignende tyverier fire gange på et lille år.

"Sidste gang havde vi video af det hele, hvor man tydeligt kan se, at to mænd går ind i butikken ad bagindgangen. Jeg fik samme melding: "Lav en anmeldelse". Og så sker der bare ikke en skid. Vi havde det hele: Nummerplade på deres bil og tydelige billeder af deres ansigter. Vi havde så gode billeder af dem, at hvis du sender dem ud til lokalbetjenten ved City Vest, så kan han sikkert sige: "Det der er Mohammed, og det der er Ali."," siger butiksejeren.

Og du føler ikke, at politiet gør nok?

"Føler! Nej, de GØR sgu ikke nok. De prioriterer ikke os erhvervsdrivende og de tyverier, vi har. Det er simpelthen ikke okay, og det her er altså dråben," siger Søren Wiesauer, som efter sidste tyveri ringede flere gange til politiet for at høre, om der skete noget.

"De siger bare, at de arbejder på sagen, men det virker, som om det er for at holde én hen. De bruger ikke ressourcer på det, og jeg har selv fået at vide fra en tidligere politimand, at det er sådan, det er. Tyveri fra butikker gør man ikke noget ved, fordi de har deres forsikringer. Men har du indbrud i dit hjem, bliver det taget seriøst, og det er en klokkeklar prioritering, som sikkert er politisk bestemt," lyder det frustreret fra Søren Wiesauer.

LÆS OGSÅ: SE VIDEOEN: UNGE INDVANDRERE PLYNDRER BUTIK PÅ FÅ SEKUNDER VED HØJLYS DAG

Her klippede tyvene en harpun ned og gik roligt ud af døren med den.
Her klippede tyvene en harpun ned og gik roligt ud af døren med den.
Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Ramt på retsfølelsen

Søren Wiesauer forklarer, at han i frustration fortalte politiet, at han ville offentliggøre billederne af de seks mænd, hvis ikke der blev gjort noget. Tilbagemeldingen lød ifølge butiksejeren, at så ville han få en bøde.

"Min retsfølelse bliver sgu ramt, når jeg ikke bliver taget seriøst. Det er vigtigt for mig, at der er en reaktion fra politiet, når vi ringer. At de kommer ud og ser vores materiale. Der er jo ingen konsekvenser. Jeg har brugt ti år og arbejdet hårdt for at bygge min lille dykkerbutik op, og så skal jeg blive bestjålet på den måde. Der er simpelthen så frustrerende," siger Søren Wiesauer og fortsætter:

"Det er utrygt det her. Det er rigtig, rigtig utrygt. Det er jo ikke personer, man bare lige tør tage kampen op mod. De er klædt ud som ballademagere, og det er seks personer, du til enhver til vil gå udenom på gaden. Det skaber da utryghed i vores lille lokalsamfund i Åbyhøj, at man bare kan trave ind i en butik og stjæle ting bare for at stjæle, fordi det ikke har konsekvenser."

 

Politiet: Vi tager det seriøst

Østjyllands Politi svarer på kritikken.

"I forhold til sagen fra juli 2016 (tyveriet med de to personer, red.) har vi afventet videoovervågning. Det har vi ikke modtaget endnu, og det kan der være mange årsager til. Og det er samme historie i forhold til tyveriet i går. Her afventer vi videoovervågningen, og der kan selvfølgelig gå en postgang, før det tilgår sagen," siger vicepolitiinspektør Martin Rasmussen fra Østjyllands Politi, som erkender, at der ikke er ressourcer til at komme ud til alle tyveritilfælde.

"Vi kommer selvfølgelig ud i det omfang, vi har mulighed for det, men der er andre opgaver, der bliver prioriteret højere. Det er klart."

Men hvorfor ikke komme ud til butikken i dette tilfælde? Fortjener man ikke at få en patrulje ud, så I også viser, at I tager det alvorligt?

"Jo, det kan sagtens tænkes. Forstå mig ret, det er alvorligt, men der fremgår ikke noget ved denne sag, der gør den usædvanlig. Man har forsøgt at forvirre personalet, stjålet noget og forladt butikken igen. Der fremgår ikke nogen trusler, eller at der har været dårlig stemning."

Hvorfor prioriterer I indbrud i private hjem anderledes end et tyveri som dette?

"I private hjem har vi mulighed for at lave noget sporsikring, som vi ikke altid har i forbindelse med butikstyverier."

Men det kunne I måske også have haft, hvis I var kommet ud til butikken?

"Det kunne man godt. Men nu, hvor det fremgår, at der er videoovervågning, så har vi selvfølgelig en forhåbning om, at der er nogle rigtig gode billeder, som vi kan bruge til den videre efterforskning. Man skal jo lige have for øje, at det, at vi ikke kommer ud til sagen, betyder ikke nødvendigvis, at der ikke sker noget med den. Langt fra. Den bliver stadigvæk behandlet og efterforsket."

Det er ikke uvant for jer med den her kritik. Der har været flere tilfælde med folk, der offentligt har luftet deres frustrationer, fordi de ikke føler, I tager dem seriøst. Er det noget, I tager til efterretning?

"Selvfølgelig gør vi det. Det er vores fremmeste opgave, at borgere uanset hvad har forståelsen af at blive taget seriøst, og at vi gør alt, vi kan efterforskningsmæssigt - også selvom vi ikke kommer ud. Og vi tager denne sag seriøst. Det ville vi også have gjort, uanset om der var medier på eller ej," lover vicepolitiinspektør Martin Rasmussen.

 

Publiceret: 18. Maj 2017 10:03
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Aarhus
Seneste
Lokalavisen Aarhus
Mest læste
Lokalavisen Aarhus
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt
ERROR: Macro disqus is missing!