Kommunalvalg 2017
Foto: Danni Paulsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

S og V har lagt stridsøksen på hylden - i forhold til Teknik og Miljø

De to partier har aftalt at fokusere på genopbygning af Teknik og Miljø i stedet for at skændes

Politiske slåskampe erstattes i fremtiden med et stærkt samarbejde, når det handler om Teknik og Miljø.

Sådan lød meldingen, da borgmester Jacob Bundsgaard (S) og Venstre-leder Bünyamin Simsek tirsdag eftermiddag afholdt fælles pressemøde for at offentliggøre, at Simsek skal være rådmand for den skandaleombruste magistrat Teknik og Miljø, som han overtager efter Kristian Würtz (S).

"Der er en vilje til at skabe et stærkt og forpligtende samarbejde fremadrettet," forklarede borgmesteren, hvorefter de to politiske modstandere forklarede at de har indgået en aftale om i fællesskab at give hinanden fred til at genopbygge tilliden til Teknik og Miljø.

LÆS OGSÅ: Rådmandsposterne fordelt: Simsek vælger Teknik og Miljø

"Godt og vel over 60 procent af sagerne i byrådet er fra Teknik og Miljø, og sagsmæssigt har det stor betydning for byen og erhvervslivet. Derfor er der et behov for et tæt samarbejde med Borgmesterens Afdeling. For os har det været vigtigt at lave den strategiske overvejelse at række hånden frem til Jacob for at få opbakning til at lave det ledelsesrum, der skal til for at få organisationen genopbygget og få genskabt tilliden," siger Bünyamin Simsek.

Han understreger, at der stadig vil være politiske kampe mellem de to partier, men i forhold til Teknik og Miljø er stridsøksen lagt på hylden.

"Jeg er utroligt glad for, at Jacob har taget imod den hånd. Vi har ikke lavet politisk fred, for Jacob er socialdemokrat, og jeg er Venstre-mand, så det handler ikke om, at jeg skal have fred de næste fire år. Det forventer jeg ikke. Men det er vigtigt for mig at få opbakning til at få tid til at løse opgaven, og det kræver, at der er en politisk vilje i forhold til de ting, jeg kommer til at lægge frem i byrådet. Vi har tidligere vist, at vi kan stå sammen og lægge ideologien til side, når det brænder på. Det er det, der sker her. Der, hvor der er politik og ideologi vil der stadig være uenigheder og forskelle. Man kunne godt have gjort det til en politisk kampplads, men det havde ikke gavnet Aarhus."

LÆS OGSÅ: Rådmandskabale i S udløser intern kritik

Bundsgaard glæder sig over aftalen med Venstre.

"Jeg er glad for, at Bünyamin har valgt at påtage sig den opgave. Det er et enormt vigtigt område for byens udvikling, og særligt her er det afgørende, at der er et godt samarbejde mellem Teknik og Miljø og Borgmesterens Afdeling. Det er ingen hemmelighed, at det har været en turbulent tid i Teknik og Miljø. Vi har en fælles opgave i at sikre, at det her område klarer sig så godt som overhovedet muligt, så vi kan fastholde den hastige udvikling, der er i Aarhus," siger Jacob Bundsgaard.

Han ser samarbejdet som en oplagt mulighed for at 'starte på en frisk'.

"Det her er en fælles erkendelse af, at et bestemt område ikke kan holde til at være genstand for en konstant politisk konflikt, uden at man risikerer at miste det momentum, der er i en by, som udvikler sig så hurtigt. Der er mulighed for at få startet på en frisk, så opgaverne, der er, kan løses på fornuftig vis."

Se hele pressemødet på rådhuset (Simsek lod vente lidt på sig, så spol frem til pressemødets start ved 02:30):

Publiceret: 28. November 2017 16:21

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt