Mikkel Wejdemann er medlem af De Berejstes Klub og har været på seks ud af klodens syv kontinenter.
Mikkel Wejdemann er medlem af De Berejstes Klub og har været på seks ud af klodens syv kontinenter.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Risskov-lærer cyklede til verdens ende

38-årige Mikkel Wejdemann fra Risskov Efterskole har cyklet og spist sig gennem seks kontinenter

Af Kim Skovrup Andersen

Kan man holde sit eget selskab ud i 11 måneder? Og så på en cykel? Det var to af de spørgsmål, den eventyrlystne Mikkel Wejdemann ønskede at få besvaret, da han i foråret 2015 begav sig ud på en rejse. hvor Højbjerg-drengen gerne ville møde fremmede madkulturer.

“Jeg ville gerne kombinere min rejselyst med min anden store hobby: Maden. Og så noget undervisning, fordi jeg er lærer. Jeg var i gang med at lave noget undervisningsmateriale, hvor man kunne følge mig undervejs på rejsen. Hvor jeg ville tage ud i verden og lave mad til nogle folk og lade mig invitere hjem til nogle, og så fortælle om mødet over maden,” siger Mikkel Wejdemann, der til daglig er lærer på Risskov Efterskole, og her har han været med til at starte en gastronomilinie op.

Men inden han kom afsted, blev han kontaktet af detailhandelsvirksomheden Coop, der gerne ville have ham til at være 'Go Cook'-ambassadør, som er et madprogram for børn og unge, Så det endte med, at Wejdemann lavede undervisningsmateriale for 161.000 danske skoleelever.

11.000 kilometer

6. april 2015 gik startskuddet for Mikkel Wejdemanns cykeltur på jagt efter eventyr og mødet med fremmede madkulturer. Bevæbnet med sin cykel og et kamera gik turen ned igennem hele Europa til Portugal, hvor et fly ventede på at tage ham til Buenos Aires. Fra den argentinske hovedstad cyklede Mikkel sig igennem Andesbjergene og hele vejen ned til den Sydamerikanske spids, inden en båd sejlede ham det sidste stykke til det endelige mål; Antarktis.

Bag ham lå 11 måneder og 11.000 kilometer. 44 lande besøgt og 106 opskrifter blev indsamlet.

”Jeg elsker mad, og jeg elsker at rejse. Turen som ambassadør for GoCook gav mig muligheden for at kombinere mine egne hobbies og samtidig tage dele af den verden, jeg holder af, med mig hjem til børn og voksne i Danmark. For mad er et fælles sprog, som alle taler, uanset alder og hvor i verden man bor,” fortæller Mikkel Wejdemann.

Hjemkomsten til Danmark blev dog en kort affære. I foråret 2016 fortsatte den 38-årige lærer nemlig sin tur rundt om kloden med besøg i Thailand, Indien, Tanzania og Mexico og oktober i år udkom dervisningsmaterialet 'GoCook til verdens ende' med Mikkel Wejdemann som hovedperson.

“Jeg synes, det er fedt at rykke teltpælene op engang imellem. Det giver noget perspektiv og noget forståelse for, at det man går og gør herhjemme, det er ikke nødvendigvis normalt ude i den store verden,” fortæller Wejdemann, der også tager rundt og holder foredrag om sit rejseri og mad med sit firma Madmikkel.

“Mit rejseri er eskaleret over årene, og i mit voksenliv har det handlet om at komme så meget af sted som overhovedet muligt i længere tid ad gangen. De sidste ti år har jeg haft det sådan, at jeg arbejder en to-tre år ad gangen, hvor jeg sparer penge op, og så tager jeg orlov eller siger op alt efter, hvordan mulighederne har været og så rejse afsted gerne i et år ad gangen. Det skal helst passe med et skoleår,” siger han.

Og det kunne sagtens lade sig gøre at rejse alene, og Mikkel Wejdemann havde ingen problemer med sit eget selskab på den 11 måneder lange tur.

“Når du rejser alene, åbner det nogle andre døre. Folk møder dig på en anden måde. Du kommer nemmere i kontakt med folk, når du sidder alene på en restaurant. Og så har den venlighed og gæstfrihed, jeg har mødt på min tur, givet mig en ny tro på mennesker,” fastslår Wejdemann.

Mikkel Wejdemann her langt om længe fået en fast bopæl igen i en lejlighed i midtbyen.

“Det er prisen ved at rejse så meget. Hele mit hjem har været pakket ned, men nu glæder jeg mig vanvittig meget til at sove i min egen seng. Det er først nu, hvor jeg har fået lejlighed, at jeg er ved at indse, at rejseeventyret er ovre for denne gang. Indtil der popper noget nyt op,” siger han og smiler i skægget. Og tilføjer:

“Der er ikke noget decideret under opsejling. Jeg ved heller ikke, om det bliver på cykel igen. Men jeg kunne godt tænke mig at komme til Australien og New Zealand, for det er det sidste kontinent, jeg mangler,” siger den berejste skolelærer.

Patagonien i Sydamerika er kendt som landet med den evige vind og lidt af en udfordring for cyklister. Også for Mikkel Wejdemann.
Patagonien i Sydamerika er kendt som landet med den evige vind og lidt af en udfordring for cyklister. Også for Mikkel Wejdemann.
Publiceret: 26. November 2016 12:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!