Top 10:

Aarhus' dyrest solgte villa ligger i... Lystrup

Se, hvilke ti villaer der er blevet solgt for flest penge i kommunen i år

Risskov. Det centrale Aarhus. Højbjerg.
Alle tre bydele, der ganske naturligt dominerer listen over de dyrest solgte villaer i Aarhus Kommune i år. Det er her, nogle af de misundelsesværdige liebhaver-ejendomme, som kun de rigeste danskere har råd til, ligger.
Lokalavisen Aarhus har været en tur i Boliga.dk's register over solgte ejendomme i kommunen i 2017, og her viser det sig ganske overraskende, at det er en faldefærdig rønne på en mark vest for Lystrup, der er det dyreste salg i år.
Hele 26.196.750 kroner blev Elstedvej 93 solgt for den 1. juni. Der er tale om et 78 kvadratmeter stort hus fra 1961 med tre værelser. Nok den slags ejendom, en mægler ville sige trænger til en kærlig hånd.
Det er dog næppe de slidte mursten, køber har haft for øje, da det store millionbeløb blev lagt. Det er nok nærmere det faktum, at der til huset hører 30 hektar grund. En grund med landbrug på, og som blandt andet grænser op til byen Elev.
De næste ejendomme på listen er knap så overraskende og ligger i liebhaverkvarterer.

2. Strandvænget 13, Risskov - solgt for 25 mio.kr.

En rigtig liebhavervilla i første række ud til vandet. Ifølge BBR-registeret er der i villaen otte værelser i en 272 kvadratmeter bolig og en grund på 1.000 kvadratmeter. Lige ved siden af til venstre ligger et nabohus, der i øjeblikket er til salg for 18,5 millioner kroner, og tidligere på året var nabohuset til højre på listen over de ti dyreste ejendomme til salg i Danmark. Det stod til 32 millioner kroner, men ser ud til at være taget af markedet.
LÆS OGSÅ: Pragtpalæ i Risskov på listen over Danmarks 10 dyreste huse til salg
 

Skt. Pauls Gade 5

Skt. Pauls Gade 5

3. Skt. Pauls Gade 5, Aarhus C - solgt for 15 mio. kr.

Godt 400 kvadratmeter boligareal - hvoraf halvdelen er kælder - i hjertet af Aarhus skal koste, og det har denne adresse også. Virksomheden Thye Rådgivning ApS købte den 127 år gamle ejendom i juli, og der skulle i øjeblikket være tre lejemål i bygningen.
4. Elmosevej 41, Beder - solgt for 13,3 mio. kr.
En landejendom i det sydlige Aarhus med udsigt ud over Aarhus Bugt, som blev sat til salg for næsten 16 millioner kroner. På den 20 hektar store grund er der blandt andet lokaler til erhverv, og i dag har Pure Nature spa og wellness til huse på adressen. Selve stuehuset, der blev bygget i 1999, indeholder 146 kvadratmeter boligareal og en 139 kvadratmeter stor kælder. Ejendommen blev solgt for 18 millioner kroner tilbage i 2008.

Vinkelvej 4 i Risskov. Billedet er fra 2009, og luftfotos afslører at bygningen med stråtag er revet ned. Foto: Google Maps

Vinkelvej 4 i Risskov. Billedet er fra 2009, og luftfotos afslører at bygningen med stråtag er revet ned. Foto: Google Maps

5. Vinkelvej 4, Risskov - solgt for 13,2 mio.kr.

En rød og charmerende ejendom i Risskov, som blev solgt i maj med et prisnedslag på 300.000 kroner i forhold til udbudsprisen. Da ejendommen blev sat til salg, var det med 167 beboelige kvadratmeter og otte værelser. Derudover var der 97 kvadratmeter til erhverv. Ejendommen byder på i alt 3.319 kvadratmeter grund og kort afstand til havet. Tilbage i 2012 forsøgte daværende ejer at sælge til 19,5 mio. kr., men året efter blev den solgt til 10 mio. kr.
6. Humlevej 12, Risskov - solgt for 12,65 mio. kr.
Endnu en Risskov-villa. Denne ligger i allerførste række til vandet og har en sti direkte ned til stranden. Ifølge Boliga blev villaen solgt i maj kort efter, den kom på markedet. Den blev dog udbudt til 14,45 mio. kr., så køber fik et stort prisnedslag. For prisen fik man en bolig fra 1973 på næsten 300 kvadratmeter, ni værelser og en fabelagtig beliggenhed. Se luftfoto her.
7. Bævervej 6, Højbjerg - solgt for 12,5 mio. kr.
Solgt tilbage i februar med et afslag på en million kroner. På den 3.000 kvadratmeter store grund i populære Skåde Bakker er der en bolig på cirka 200 kvadratmeter. Ejendommen ligger gemt godt inde i det grønne område, har en lang indkørsel og få minutters gang fra Marselisborgskovene og vandet. Se luftfoto her.
 

Akacievej 3, Risskov. Billedet er fra 2009. Foto: Google Maps

Akacievej 3, Risskov. Billedet er fra 2009. Foto: Google Maps

8. Akacievej 3, Risskov - solgt for 12,5 mio. kr.

En af de få boliger på denne liste, der ikke ligger specielt tæt på vandet. Denne ligger derimod tæt på Risskov Skole og rundkørslen på Vestre Strandallé. Selve huset blev bygget i 1934, men der ser ikke ud til at være meget tilbage fra den tid. Det ser ud til, at huset på et tidspunkt i 00'erne har fået en meget omfattende modernisering. Ifølge BBR-registeret er der otte værelser på 278 kvadratmeter, og så er der en kælder på hele 172 kvadratmeter. Solgt i april med et afslag på en million kroner.
9. Hørhavevej 75A, Højbjerg - solgt for 12,4 mio. kr.
350.000 kroner fik køber presset denne villa i Skåde Bakke ned med. Bygningen ligger godt væk fra den store vej, og meget - blandt andet Googles luftfoto - tyder på, at der tidligere har været noget større grund til huset fra 1969, og at man har solgt en del af grunden, så der kan bygges nyt. Boligen er 258 kvadratmeter og indeholder fem værelser og to badeværelser.
10. Skødstrupvej 179, Hjortshøj - solgt for 11,68 mio. kr.
Sidste ejendom på listen er en stor landejendom i det nordlige Aarhus, som blev solgt i september. Ejendommen ligger i meget naturskønne omgivelser - lige overfor Skødstrup Skov. På den 4,5 hektar store grund, der ligger klos op ad Skødstrup, er der en 158 kvadratmeter stor bolig bygget i 1906 med fire værelser. Derudover er der en 330 kvadratmeter stor bygning til erhverv. Se billeder her.

Publiceret 20 December 2017 19:15

SENESTE TV