Veganere protesterede foran pelsbutik på strøget

Gruppen Vegan Change demonstrerede i eftermiddags mod pelse foran butikken Kirsten Stampe Pels i Søndergade i Aarhus

Af
Jonas Hansen

Jonas Wrede Hansen

"Ja, der står tre unge mennesker ude foran butikken. Det har de gjort i nogle timer, og de er ikke en dag over 20."
Sådan lød det fra en ekspedient hos Kirsten Stampe Pels i Søndergade, da Lokalavisen Aarhus tidligere i dag ringede for at høre, om det var rigtigt, at en gruppe mennesker protesterede foran butikken. Mere havde ekspedienten ikke at sige, idet hun forklarede, at man ikke ville kommentere på protesten. 
LÆS OGSÅ: "Happy 9/11": Mænd fejrede terrorangreb foran Aarhus Hovedbanegård 
En dag over 20 var de demonstrerende mennesker dog. For i flokken foran butikken stod blandt andre 28-årige Ulrik Myrtue. Fra klokken 14 til 17.30 stod han sammen sine venner fra aktivistgruppen Vegane Change med skilte for at sætte fokus på dyrs rettigheder samt oplyse folk på gaden om, hvor forfærdeligt det er at gå med pels. Det forklarede han, da Lokalavisen Aarhus for kort tid siden snakkede med ham. 
"Jeg har set en masse om, hvordan dyr bliver behandlet, og hvordan vi i vores samfund ser på dyr som produkter, der bare skal udnyttes, i stedet for at se dem som de levende individer med følelser, som de jo er," fortalte Ulrik Myrtue, der er stifter af Vegan Change. 
 

Vil gerne gøre pels kontroversielt igen

Ulrik Myrtue forklarede, at han stiftede aktivistgruppen tilbage i januar måned. I dag har den omkring 10 medlemmer, og gruppens fokus er at sætte dyrevelfærd på dagsordenen. 
"Der har været en periode, hvor pels var mere kontroversielt, end det er i dag. Det vil vi godt have gang i igen. Man skal skamme sig, når man går med pels," fortalte aktivisten, som føler, at protesten i dag forløb succesfuldt. 
LÆS OGSÅ: Fejrede terrorangreb foran banegården: "Det var måske et lidt for ironisk banner"
"Der kom rigtig mange forbi, så der er mange, der har set vores skilte. De går nok hjem og snakker om det ved middagsbordet. Så på den måde har vi fået udbredt vores budskab," fortalte han. 
I de over tre timer, at gruppen stod foran pelsbutikken, kom der da også en del forbi for at snakke med de unge veganere. Nogle var mere positive overfor protesten end andre. 
"Der er altid mange negative. Nogen spørger os, om vi ikke har noget bedre at give os til, og der er altid nogen, der bare lige smider en sviner af sted og så går igen, uden at vi kan nå at snakke med dem. Men vi havde også mange gode samtaler i dag," fortalte Ulrik Myrtue og fremhævede en samtale med en ældre kvinde, der kom gående iført en ægte pels. 
"Hun kunne faktisk godt forstå, at det ikke var en god idé at købe pelse. Hun sagde, at hun havde købt sine pelse for mange år siden, og at hun i hvert fald ikke skulle købe flere pelse igen. Det lovede hun," sagde han med et lille grin. 
 

Havde ikke meldt det til politiet

Vegan Change-stifteren fortalte, at de startede med at være tre personer foran butikken, men at de var syv demonstranter i dag, da de var flest. På et tidspunkt fik de selskab af et par politibetjente, da gruppen ikke havde meldt demonstrationen på forhånd.
"Butikken havde vist meldt os til politiet. Betjentene spurgte, om vi havde tilladelse. Det sagde vi, at vi ikke havde, og så forklarede de os bare, at vi skulle huske det til en anden gang. Så vi havde en ret god oplevelse med politiet," fortalte han og påpegede samtidig, at der var tale om en fredlig protest, som dem gruppen altid laver.
Siden januar har gruppen lavet adskillige protester i Aarhus, som alle har haft det samme budskab om at gøre verden til et bedre sted for dyrene. Og ifølge Ulrik Myrtue var dagens protest ikke den sidste af slagsen. Han og sine aktivistvenner fortsætter med at kæmpe deres sag. 
 

Publiceret 12 October 2017 19:30

SENESTE TV

År 2014 kommer på museum

Endnu en ny gade er på tegnebrættet i Den Gamle By. Ved siden af 1927- og 1974-bydelen kommer der en 2014-gade bestående af to forskellige hjem – singlekvindens og kernefamiliens – samt fem butikker.

"2014 er hundredåret for Den Gamle Bys stiftelse, derfor synes det oplagt at lave et nedslag der," siger museumsinspektør Anna Wowk Vestergaard.

"Desuden har vi haft et ønske om, at sende vores gæster på en rejse baglæns gennem tiden. Når 2014-gaden er færdig i 2020/21, vil den være det første, vores gæster møder, når de træder ind i Den Gamle By. 2014 er tæt på nutiden, og størstedelen af vores gæster vil derfor kunne genkende rigtig meget herfra. På den måde går de fra en tryg base og videre til noget, som deres bedsteforældre måske kender og husker. Og så videre derfra og mange hundrede år tilbage i tiden," fortæller hun.

Et moderne familiebegreb

Familiebegrebet er en af de ting, man i Den Gamle By har ønsket at vise, hvordan udvikler sig op igennem tiden.

"Vi har foretaget nogle nedslag i familiehistorien. I 1974 fokuserer vi på den klassiske kernefamilie og - i den helt gamle del af museet - på den udvidede husstand. I 2014-gaden har vi valgt at fokusere på singlekvinden og den moderne kernefamilie, regnbuefamilien, for via dem at illustrere, hvordan opfattelsen af måden at være familie på har ændret sig og er blevet mere elastisk," forklarer Anna Wowk Vestergaard.

Singlekvinden og regnbuefamilien har hun fundet via annoncering på Den Gamle Bys hjemmeside, sociale medier og netværk.

"Jeg har haft kontakten med vores to familier fra starten af projektet og står for at indsamle effekter til at genskabe deres hjem, som de så ud for fire år siden, i den kommende 2014-gade."

Registrering af ejendele

Det kan være svært og yders tidskrævende at indsamle selv simple brugsgenstande og dagligvarer fra år tilbage - også selv om der i dette tilfælde kun er tale om et spring på fire år.

"Da vi havde fundet vores to familier i 2014, foretog vi en registrering af, hvad de havde i deres hjem, så vi havde en indsamlingsliste over alle deres ejendele. Vi indledte i samme ombæring et samarbejde med blandt andre Dansk Supermarked, Thiese, Arla og Coop for at sikre, vi kunne skaffe de autentiske effekter. For eksempel går vores regnbuefamilie meget op i økologi, så vi har fået en del økologiske Änglamark produkter og tomme emballager fra Coop," fortæller museumsinspektøren.

"Hver gang vores familier har skiftet ud i hjemmet, har de doneret det brugte til os. Et af regnbuefamiliens tre børn er flyttet hjemmefra og har solgt sine møbler til os. Og nogle af familiens hvidevarer er gået i stykker, så dem har vi også overtaget."

Den detaljerede liste over, hvad familierne havde i deres hjem i 2014, ligger på Den Gamle Bys hjemmeside.

"Vi får rigtig mange henvendelser fra både producenter og privatpersoner, som gerne vil hjælpe med effekter. Folk kan godt lide tanken om, at tingene får nyt liv på museet," siger Anna Wowk Vestergaard.

Tre butikker

To af de fem butikker i 2014-gaden kommer til at invitere besøgende ind for at 'smage på historien’.

"Den ene bliver et pizzeria. Pizza er jo vores smørrebrød anno 2014. Med pizzeriaet illustrerer vi, hvordan det er blevet mainstream at spise på gaden, samtidig med at vi skaber en genkendelig smagsoplevelse hos vores gæster. Den anden butik bliver en luksus isbutik, hvor vi forestiller os, der skal være brunt papir i ruderne om vinteren med en opfordring til at købe isen på nettet. På den måde får vi også introduceret nethandlen," forklarer Anna Wowk Vestergaard.

"Herudover kommer der tre facadebutikker. En 7eleven som er med til at fortæller dagligvarehandlens historie. Og et solcenter. Solcentret er et eksempel på noget, der fylder meget i en tid, og så stort set forsvinder. Fuldstændig som i 1974, hvor der var røg alle vegne - også indenfor i lejligheder og på arbejdspladser," fortsætter hun.

Den sidste butik på den nye gade bliver en kombineret bank og ejendomsmægler.

"Rigtig mange filialer lukkede i 2014, da mere og mere sker via nettet - derfor en bank. Og ejendomsmægleren giver os mulighed for via ejendomsannoncer at illustrere villaer og parcelhuse fra den tid, som vi ellers ikke har plads til," fortæller Anna Wowk Vestergaard.

Den nye 2014-gade skal ligge ved den nuværende pavillon-indgang ned mod Ceres krydset.

"2014-gaden kommer til at ligge på Dronning Margretes gade, som ligesom kommer til at lukke området med de forskellige bydele af og slutte ringen. Eller i dette tilfælde: karréen."