Med etableringen af fire hellesteder i midtbyen forventer rådmanden at lette presset på Klostertorv.

Med etableringen af fire hellesteder i midtbyen forventer rådmanden at lette presset på Klostertorv.

Ny plan skal sikre ro på Klostertorv:

"De udsatte må gerne være her"

Fire hellesteder for udsatte skal etableres i midtbyen

Klostertorv har i en årrække været en politisk varm kartoffel.
Det befærdede område er et yndet opholdssted for narkomaner, alkoholikere og hjemløse til stor gene for gæster, beboere og forretningsdrivende, der er trætte af den ballade og utryghed, de socialt udsattes tilstedeværelse fører med sig.
I sommeren 2016 forsøgte socialrådmand Thomas Medom (SF) med en snuptagsløsning at skabe fred med oprettelsen af et shelter på Klostertorv. Det skulle hjælpe dialogen på vej, men blev en fiasko, idet flere udsatte - og dermed mere uro - kom til Klostertorv. Shelteret blev fjernet efter bare tre dage.
LÆS OGSÅ: KLOSTERTORV-BALLADE: ODENSE GAV UDSATTE GPS-TRACKERE PÅ

Containerløsning

Nu forsøger rådmanden på ny at skabe fred. Denne gang med en ambitiøs handlingsplan, hvor alle parter har haft indflydelse.
Planen indebærer blandt andet 'sociale viceværter', der skal understøtte dialog og mægling, rengøringsfolk og servicemindede G4S-vagter, der skal forebygge voldsomme episoder.
LÆS OGSÅ: GLÆDE HOS KLOSTERTORV-FIRMAER: VAGTERNE VIRKER ALLEREDE
Endnu vigtigere er dog, at der inden årets udløb skal etableres fire hellesteder for de udsatte. Der bliver sandsynligvis tale om en flytbar containerløsning med vand, toilet og et overdækket udeområde.
“Vi kan endnu ikke sige, hvor de skal være, da borgerne i de berørte områder først skal høres, men det er forskellige steder i midtbyen, hvor der ikke kommer så mange mennesker. Det er åbenlyst, at der skal være noget nær Klostertorv og ved havneområdet,” siger Thomas Medom, som er sikker på, at dette ikke bliver endnu en tabersag.
“Shelteret var en fiasko, men også noget helt andet. Med hellestederne fordeler vi koncentrationen af mennesker, der har det svært, så presset på Klostertorv bliver mindre. Jeg forventer, det vil få den modsatte effekt - ikke mindst på grund af de andre tiltag, planen indeholder.”
LÆS OGSÅ: UDSATTE BRUGER DEN IKKE: KIRKENS KORSHÆR OMBYGGER TERRASSE

Ikke kun for café latte-folk

Hjemløsheden i Danmark - og Aarhus - stiger, og indtil den udvikling vender, er det nødvendigt at skabe rammer, så alle kan leve i fred og fordragelighed, mener rådmanden.
“Hvis vi ikke gør det her, så frygter jeg, det bliver slemt. Problemet forsvinder ikke, i og med at vi har et kontanthjælpsloft, en tilstrømning af østeuropæiske hjemløse og et vanskeligt boligmarked. Vi siger med denne plan klokkeklart, at de udsatte gerne må være i byrummet, og at det ikke kun er for folk, der har råd til at købe en caffé latte og en fadøl til 60 kroner. Det kan selvfølgelig gøre, at man kommer til at opleve flere hjemløse visse steder. Jeg er optimist, men bilder mig ikke ind, at det ikke kommer til at genere nogen.”
LÆS OGSÅ: MISBRUGER OM KLOSTERTORV: "DET HANDLER OM TRYGHED - OGSÅ FOR OS"
Thomas Medom peger på det brede samarbejde som god forudsætning for, at handlingsplanen bliver en succes.
“Alle har siddet med ved bordet, hvilket de ikke har tidligere. Det er vigtigt og gør også, at vi, hvis der er brug for yderligere tiltag, lettere kan handle hurtigt.”
Onsdag skal byrådet tage stilling til handlingsplanen, som der forventes bred opbakning til. Hellestederne anslås at komme til at koste en million kroner. Det beløb, samt udgifterne til de sociale medarbejdere, skal findes hos Teknik og Miljø og Socialforvaltningen.

Publiceret 09 May 2017 06:00

SENESTE TV