Dødsliste ødelægger sidste skoledag på Strandskolen

Krænkende adfærd, dødsliste og trusler har gjort, at konstitueret skoleleder skruer ned for sidste skoledag

Af
Camilla Olesen

Dødsliste med bestemt udpegede elever, enkelte forældre og noget personale, der skal hænges ud på den ene eller anden måde, uacceptabel adfærd og dårlig opførsel har gjort, at konstitueret skoleleder på Strandskolen Jesper Kousholt har valgt at ændre i programmet for afgangselevernes sidste skoledag.

"Jeg hverken kan eller vil acceptere, at der er elever og personale, der bliver udsat for nedladende kommentarer og en adfærd som læner sig op ad mobning. Jeg besluttede derfor i går (torsdag 26. maj, red.) at ændre i programmet for afgangselevernes sidste skoledag," siger Jesper Kousholt.
Der har været en såkaldt dødsliste i omløb fra afgangseleverne, derudover har dele af personalet på skolen været udsat for en del nedladende adfærd fra afgangseleverne, oplyser Jesper Kousholt.
 

Aflyst i elevernes øjne

Lokalavisen Aarhus har fået anonymt tip fra en søster til en af eleverne, og hun skriver, at eleverne ser deres dag som aflyst.

I mailen til Lokalavisen står der:
"Den midlertidige viceinspektør vælger så at true med at aflyse dagen, hvis den dag, der har lavet dødslisten ikke melder sig, der er så en 25 stykker, der melder sig, hvilket de ikke godtager, da det er for mange, så står to af de 25 frem og siger, at det var dem, der havde gjort hovedparten af arbejdet. Dagen bliver aflyst alligevel."
Jesper Kousholt vil gerne understrege i den forbindelse, at programmet ikke er ændret udelukkende på grund af dødslisten. Men med et afsæt i alle elevernes trivsel.
"Det er rigtig beklageligt, at det har været nødvendigt, men jeg vil ikke acceptere den slags. Det er et samlet billede af alle hændelserne, der gør, at jeg har truffet den beslutning. Jeg har et ansvar for, at alle elever og personale på skolen trives og har en god skoledag og for at sikre det, har det været nødvendigt at lave den ændring," påpeger han.
Afgangseleverne har været på skolen og kastet karameller, som de gør traditionen tro.
"Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at det ikke kun er negative henvendelser jeg har modtaget omkring ændringen. Jeg har også fået en masse tilkendegivelser fra forældre, der synes, at det var den eneste rigtige beslutning," siger han.

null

Publiceret 27 May 2016 10:30

SENESTE TV