Haveklubben i Rosenhøj:

Når børn planter smil og solskin

Landlig idyl midt inde blandt boligblokke giver børn gode minder om natur og mad

Af
Erland Rasmussen

Erland Rasmussen

Det gode sensommervejr skaber travlhed i haven denne eftermiddag.
Drengene slæber fyldte vandkander til højbedene, mens pigerne sidder på bænke ved bordet og dekorerer plantespande til den forestående høstfest.
Der er dømt landlig idyl, som man kender det fra de gamle Morten Korch-film, selv om sceneriet i haven slet ikke foregår på en bondegård langt ude på landet.
Det udspiller sig i stedet et sted, hvor man ikke lige venter at finde en sådan grøn oase, nemlig inde mellem de store boligblokke i Rosenhøj i Viby Syd.
Her holder 4Hs Haveklub til, og her mødes 11 børn, frivillige voksne og et par medarbejdere fra 4H, der er en børne- og ungdomsorganisation med rødder i landbruget, hver onsdag.
I haveklubben pusse-nusser børnene om solsikkerne, løgene og den grønne salat, planter og høster grøntsager og tilbereder dem i det nærliggende køkken i Nabohuset.
4Hs koordinator på projektet, Janneke Nkemka Pedersen, siger, at et af formålene med projektet er at lære børnene om natur og om madens vej fra jord til bord.
“I haven får de praktiske oplevelser og erfaringer med naturen, og det vil give dem gode minder som voksne,” siger hun.
Haveklubben er netop et et samarbejde mellem 4H og Nabohuset, som hører under den sociale helhedsplan for Viby Syd.
”Udover at give børn og familier i Rosenhøj nogle sjove og lærerige oplevelser, så ser jeg også Haveklubben som en forløber til at bruge udearealerne i Rosenhøj på nye måder, efterhånden som bydelen renoveres. Haveklubben kan blandt andet inspirere til at have tomatplanter på altanerne eller til at dyrke krydderurter og gulerødder i højbedene i de nye gårdrum.” siger boligsocial medarbejder Iben Mansachs, Boligforeningen Aarhus Omegn.
Projektet i Rosenhøj er støttet af Trygfonden med 200.000 kroner og er et af 20 på landsplan, der har fået økonomisk støtte fra Nordeafonden, Friluftsrådet og lokale grønne partnerskaber.

null

Publiceret 21 September 2015 07:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV