"Ældrebyrde? Hallo - vi er sgu en ældrestyrke"

I Kirsten Møldrups ører skurer ordet ældrebyrde fælt - selv er hun 65 år, arbejder på fuld tid og er nyudnævnt seniorambassadør i sund livsstil

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

Du skal kridte løbeskoene godt af, hvis du skal følge med Kirsten Møldrup. Som 65-årig og med fuldtidsarbejde som indkøber og regnskabsmedarbejder har hun kun hån tilovers for udtryk som ældrebyrde.

"Det er et forfærdeligt ord. Jeg vil meget hellere kalde det en ældrestyrke, for vi har så mange ressourcer at byde på, på en masse områder," forklarer hun, mens hun sætter sig til rette i stolen.
Foran hende venter et par timers træning, men lige nu har hun sat tid af til at fortælle om, hvorfor hun har sagt ja til at være seniorambassadør for Fit & Sund i Egå.

Duracell-kanin på 65

For Kirsten er lidt af en duracell-kanin, når det handler om træning. Motion har hun dyrket, siden hun som syv-årig begyndte med gymnastik. Hun har været både elitegymnast, lavet akrobatik, danset jazzballet og løbet flere maraton og halvmaraton.
"Fitness begyndte jeg med for efterhånden mange år siden da jeg fik en diskusprolaps og skulle genoptræne. Det var simpelthen lige mig, og det har jeg været bidt af lige siden, fortæller hun, der selvom hun træner 10 til 14 timer hver uge i træningscenteret ikke er et svulmende muskelbjerg.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at hun som 65-årig har en figur som en på det halve og har sundhed malet i alle træk.
Og det er faktisk derfor, hun nu er blevet bedt om at påtage sig en ny mission som sundhedsambassadør.
"Jeg er her jo i forvejen i rigtig mange timer hver uge. Og så har jeg jo om nogen mærket på min egen krop, hvad motion kan gøre for dig. Ikke kun for din krop med især for dit psykiske velvære."

Trænede tårerne væk

Kirsten fortæller om sin egen personlige tragedie med en mand, der begik selvmord og et efterfølgende psykisk kaos, der førte hende ud på randen af flere selvmordsforsøg.
"Jeg var så sønderknust. Træn, fik jeg besked på, og det gjorde jeg så. Jeg stod med tårerne løbende og hev i maskinerne. Men jeg gik opløftet herfra hver eneste gang."
Til hverdag arbejder Kirsten på Institut for folkesundhed på Aarhus Universitet. Hun ser hver eneste dag videnskabelige undersøgelser, der dokumenterer motions gavnlige effekt.
"Generelt står det jo dårligt til med motion blandt de ældre. Og hvis jeg kigger omkring mig, så kan jeg jo også godt se, hvor hurtigt kroppen forfalder, når den ikke bliver brugt. Det handler om at komme i gang. Det er jo aldrig for sent at begynde - det kan altid betale sig at gå i gang," understreger hun.
"Og man bliver altså så knaldhamrende glad i låget."

Vidste du at...

Fit og Sund på Dalsagervej i Egå har udnævnt Kirsten Møldrup til seniorambassadør Hendes rolle er at være med til at opbygge et trænings- og socialt fællesskab blandt seniorerne hos Fit og Sund Samtidig underviser hun i senior-zumba, der giver balance og styrke Hun tager også i mod nye seniorer og viser dem tilrette i sundhedshuset Hvis du ringer til Fit & Sunds reception på telefon 8622 2210 og kan du lægge en besked om, at Kirsten skal kontakte dig

Publiceret 08 September 2011 07:30

SENESTE TV