Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Præsteklumme: Gud i billeder

Af Hanne Jul Jakobsen, sognepræst i Møllevangskirken

Jeg købte en gang et puslespil på et loppemarked – og lad det være et forbrugertip: Don't do that! Det skulle forestille en flyvemaskine, og der var 1.500 brikker i det – det vil sige i den udgave, jeg havde erhvervet mig, var der kun 1.499! Jeg forestiller mig, at det er med Gud, som med det puslespil. Vi har rigtig mange brikker til vores billede af Gud – nogle har vi fra de bibelske fortællinger, og nogle er måske vores egne forestillinger formet af vores liv og erfaringer – men der bliver ved med at mangle brikker.

LÆS OGSÅ: Præsteklumme: En ny start

Der skal mange forskellige brikker eller billeder til, før vi kan nærme os sandheden om, hvem Gud er. Nyere undersøgelser har så vist, at vores opfattelse af Gud hænger sammen med vores opfattelse af vores egen far. Har vi haft en streng og kontrollerende far, har vi svært ved at forestille os, at Gud ikke også er streng og kontrollerende. Har vi haft en kærlig og omsorgsfuld far, har vi derimod nemmere ved at forestille os, at Gud er kærlig er omsorgsfuld. Og det er jo interessant, fordi det kan være, at der er noget inde i os selv, der blokerer for, at vi kan tro på Gud, som andet og mere end en forstørrelse af vores egen far. Jeg holder selv meget af billedet af Gud som levende hænder, der tager imod os, favner os og griber os. For mig er det smukt at forestille mig, at Gud holder hånden under mig, og at jeg aldrig falder ud af hans kærlige hånd. Men der kan være andre, der føler sig omklamret eller måske ligefrem får det dårligt over at forestille jer, at I skulle være i Guds hænder. Hvis jeres Gud er overmalet med billeder af en streng og kontrollerende far med stærke hænder, der kan knuse og straffe jer. Det kan være godt at blive sig bevidst om, hvad der påvirker ens gudsbillede. Det er måske ikke noget, vi går og tænker på til daglig, men prøv at overveje det: Hvordan er dit billede af Gud? Og er der personer eller begivenheder, der har gjort, at det er sådan?

Publiceret: 14. April 2018 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus