Esben Thusgård, provst.
Esben Thusgård, provst.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Præste-klumme: Velkommen til afdelingen for ting, der ikke kan fikses!

Af provst Esben Thusgård, Risskov

Jeg har netop læst ”Brudstykker af en forstadspræsts dagbog” i et af sognebladene. Det er en beretning fra, hvad jeg vil tro og mene har været, en helt almindelige og gennemsnitlig uge for en præst i Aarhus. Den er fyldt op med samtaler, konfirmander, krydret med kvalitetskaos, møder og indtag af mængder af kaffe, dåbssamtaler (herunder givetvis mere kaffe!), prædikenskrivning og valg af salmer, en begravelse der melder sig til i næste uge. Og til sidst en søndagsgudstjeneste og en præst, der træt går hjem, tilfreds og taknemmelig for det, hun laver og møder.

Det er for os, der har en hverdag i folkekirken en meget genkendelig hverdag. Nok at lave, mennesker der ønsker at tale om stort og småt, om livet og døden og alt det imellem. Det er et travlt liv og et meget meningsfuldt af slagsen. På en måde er livet for en præst, på trods af hvad man ellers skulle tro, hvis man har set ”Herrens veje” på DR1, meget hverdagsagtigt og lidt gennemblødt som de flestes liv. Men der er mere at sige. Et arbejdsliv i folkekirken eller et møde med folkekirken er også noget særligt. Det kommer til udtryk, hvor præsten skriver, at hun ”føler sig som ansat i afdelingen for alt det, der ikke kan fikses. Jeg kan ikke fjerne det, der gør ondt. Jeg kan ikke få det, der gør ham bange til at forsvinde. Men jeg kan og jeg tør være der sammen med ham …”!

Hun skriver det ikke som en beklagelse. Men som en konstatering. For det er det, vi alle sammen lever i og er: Ansat i afdelingen for ting, der ikke kan fikses. Det er en afdeling eller butik, som vi alle, unge som gamle besøger fra tid til anden. Alt det vi hver især har med os, som ikke kan fikses, kan vi tale om her. Ikke for at få det fikset, men for at tale om og for at leve med det. I afdelingen for ting, der ikke kan fikses, kan du møde et menneske, en præst måske, hvis opgave det er at være sammen, dele livet med den anden et øjeblik. Ikke for at fikse verden, men være en del af den, sammen. Holde i hånd, holde af på trods, holde om. For livet kan ikke fikses, og det er ikke en fejl ved livet, dig eller verden, at intet af det er perfekt, eller kan byttes til noget bedre. Det er sådan det er. Og det er OK.

Jeg taler i min hverdag som provst og præst ofte med mennesker om ”alt det, der ikke kan fikses”. Det som er svært at være i og håndtere. Her deler vi oplevelsen af, at vi i afdelingen for ting, der ikke kan fikses, kan finde et sted, hvor vi kan få lov til at være, med det der ikke kan være anderledes.

”Det religiøse sprog” skaber rammer for denne afdeling. Der er mere at sige om et menneske, end at det er sin diagnose, sin straf, sin fremmedhed i verdenen, sin ensomhed osv. I afdelingen for ting, som ikke kan være anderledes, tør vi være i det uafgjorte, det afmægtige, det der ikke går op, de kuldsejlede planer. Være fælles og sammen.

Publiceret: 07. Januar 2018 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Lokalavisen Aarhus
Seneste
Lokalavisen Aarhus
Mest læste
Lokalavisen Aarhus
112