Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Politirapporten: Voldsom regn på motorvejen fik bil til at vælte rundt med 130 i timen

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Den voldsomme regn torsdag eftermiddag gjorde nogle steder vejene ekstra glatte.

Det oplevede en 39-årig kvinde og en 50-årig mand, da de kørte på Aarhus Syd-motorvejen ved Hasselager klokken 16.30.

Den kvindelige bilist kom kørende med omkring 130 km/t, da hendes bil pludseligt akvaplanede. Hun kunne ikke rette op på bilen, og den snurrede rundt og røg over i rabatten.

Bagved kom en 50-årig mand kørende, og da han forsøgte at undgå den snurrende bil foran, akvaplanede hans bil også.

Den væltede to omgange rundt på siden, inden den endte i rabatten på hovedet.

Her sparkede den 50-årige sideruden i stykker og kom selv ud af bilen. Han slap med en flænge i hovedet, der skulle limes på skadestuen. Den 39-årige kvinde fik ingen større skader.

dp

Døgnet i øvrigt

Kørte over for rødt lys og råbte efter politiet

Det er dumt at køre over for rødt lys - og det er endnu dummere at råbe skældsord efter betjenten, der giver dig bøden. En 40-årig kvinde og en 43-årig mand fik torsdag kl. 17.15 hver deres bøde, da en patrulje standsede dem på Gudrunsvej i Brabrand. Betjentene så en bil køre over for rødt, og de standsede den straks. Her fik den 43-årige fører til sin store utilfredshed en bøde for forseelsen. Både han og hans medpassager, en 40-årig kvinde, brokkede sig højlydt og forsøgte at overtale betjentene til at lade dem slippe med en påtale. Da det ikke lykkedes, råbte kvinden skældsord efter betjentene, der sigtede kvinden for fornærmelig tiltale mod politimand.

Kørte uden kørekort - sigtet for narkokørsel

En 22-årig mand blev natten til kl. 00.07 anholdt på Klokkerfaldet ved Hasle, sigtet for narkokørsel. En patrulje fattede mistanke til den 22-årige bilist og standsede hans bil. Et opslag i politiets system viste, at manden ikke havde kørekort. Samtidigt fik politiet mistanke til, at den 22-årige var påvirket af narko og sigtede ham derfor også for narkokørsel.

Færdsel

Der skete et færdselsuheld torsdag kl. 7.08 i krydset Søren Frichs Vej/Viby Ringvej i Åbyhøj. En 28-årig kvindeligt bilist bremsede op og kørte til side for et udrykningskøretøj og blev ramt bagfra af en 68-årig kvindelig bilist, der ikke nåede at bremse. Der skete kun materiel skade ved uheldet.

Der skete et færdselsuheld torsdag kl. 13.34 på Randersvej i Trige. En 32-årig kvinde mistede kontrollen over sin bil, og den endte med at vælte rundt på taget på cykelstien. Kvinden blev kørt til skadestuen til tjek.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fem indbrud i privat beboelse i Aarhus:

  • På Enemærket i Risskov begået torsdag d. 7/9 kl. 10.05
  • På Jellebakken i Risskov begået torsdag d. 7/9 mellem kl. 08.00 og 14.25
  • På Skanderborgvej i Viby begået torsdag d. 7/9 kl. 19.40
  • På Fredensvej i Viby begået torsdag d. 7/9 mellem kl. 16.30 og 21.30
  • På Elmetoften i Hasselager begået mellem torsdag d. 7/9 kl. 16.00 og fredag d. 8/9 kl. 06.00

Publiceret: 08. September 2017 10:38

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere