Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Politirapporten: Påvirket bilist kørte i bil med "fundne" nummerplader

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

En patrulje blev natten til tirsdag klokken 01.37 på Hovedvejen ved Hasselager opmærksom på en bil, hvor bilmærket ikke stemte overens med de nummerplader, der sad på bilen.

Patruljen besluttede derfor at standse bilen, og tage en snak med den 27-årige fører. Han blev bedt om at vise kørekort, hvilket han ikke kunne, og da han også virkede narkopåvirket blev han sigtet for narkokørsel.

Patruljen spurgte til ejeren af bilen, der viste sig at være den 21-årige mand, der sad på passagersædet. Han forklarede, at han havde købt bilen af sin ekskæreste, men at den nu var afmeldt.

Han blev sigtet for tyveri af nummerplader, hvilket han ikke var helt enig i, da han forklarede, at han havde fundet dem liggende i Tilst, hvorefter han havde taget dem.

Han blev desuden sigtet for at overlade førerretten til din 27-årige kammerat, der ikke havde noget kørekort. Den 27-årige fører blev taget med til politistationen for at få taget en blodprøve.

dp

Døgnet i øvrigt

Færdsel

Mandag kl. 07.57 skete der et færdselsuheld i krydset Jyllands Allé/Havreballe Skovvej i Aarhus. En 50-årig kvindelig bilist kørte ud for ubetinget vigepligt, da en 37-årig kvindelig cyklist i samme øjeblik kom kørende i retning mod centrum. Cyklisten kørte ind i siden af bilen og røg over køleren og ramte ned i asfalten. Cyklisten kørte med cykelhjelm og slap med mindre hudafskrabninger i ansigtet. 

Mandag kl. 08.00 skete der et færdselsuheld på Aldersrovej i Aarhus N. En 60-årig mandlig taxchauffør skulle svinge til højre ved Skovvangsskolen, da han med lav hastighed ramte en 20-årig cyklist, der kom kørende på cykelstien ad Alderesrovvej i Sydlig retning. Cyklisten faldt af cyklen og slog sin hånd overfladisk. 

Mandag kl. 08.43 skete der et færdselsuheld på motorvej E45 i nordgående retning ved Tilst. En 33-årig kvindelig bilist kom kørende ad motorvejen, da hun overså, at en 30-årig kvindelig bilist var standset op, hvorefter hun påkørte bilen foran, der derefter blev skubbet op i en tredje bil ført af en 51-årig kvindelig bilist. To personer blev kørt til skadestuen for at blive tilset for nakkesmerter. Uheldet gav lidt trafikale udfordringer på stedet, men kl. 09.27 var der igen helt åbent for trafik.   

Mandag kl. 10.43 skete der færdselsuheld i krydset Herredsvej/Hasle Ringvej i Aarhus. En bilist kørte ad Hasle Ringvej og ville dreje til venstre ad Herredsvej, da en anden bilist kom kørende ad Hasle Ringvej i modsatte retning. Det betød, at de to biler stødte sammen i krydset, så den ene bilist blev fastklemt og måtte skæres fri. Det skete ikke umiddelbart nogen alvorlig personskade, men krydset var kortvarigt spærret. 

Mandag kl. 14.34 skete der færdselsuheld på P.O. Pedersens Vej i Skejby, Aarhus N. En 19-årig mandlig bilist kom kørende i nordgående retning, da han af ukendte årsager kørte af vejen og påkørte en lysmast i højre siden af vejen. Den 19-årig og hans 21-årige medpassager kunne begge selv komme ud af bilen, der dog blev totaltskadet ved sammenstødet. Den 19-årige blev kørt til skadestuen med et brækket håndled, mens den 21-årige passager slap med mindre skader. Den 19-årige chauffør blev desuden sigtet for kørsel uden førerret.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i privat beboelse i Aarhus:

  • På Gammel Stillingvej i Harlev J begået mellem søndag den 27/8 kl. 08.10 og mandag den 4/9 kl. 00.30
  • På Marslevvej i Højbjerg begået mandag den 4/9 kl. 12.19
  • På Chr. Winthers Vej i Åbyhøj begået mandag den 4/9 kl. 13.00

Publiceret: 05. September 2017 10:57

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere