Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Politirapporten: Bandemedlem skal tre måneder i spjældet for at have kniv på sig

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

En 28-årig mand, der er registreret bandemedlem, blev tirsdag ved retten i Aarhus idømt tre måneders ubetinget fængsel for besiddelse af kniv.

Den 28-årige blev anholdt 12. juni i forbindelse med en politiaktion i Bispehaven i det vestlige Aarhus, hvor flere personer med tilknytning til bandemiljøet blev registreret og visiteret.

I den forbindelse blev den 28-årige fundet i besiddelse af en foldekniv, som han forsøgte at skaffe af vejen, da politiet kom.

Kniven blev dog fundet, og manden blev anholdt og dagen efter fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger. Varetægtsfængslingen er nu afløst af en direkte afsoning af de resterende to måneders fængselsstraf.

dp

Døgnet i øvrigt

Afsløret af nummerpladegenkendelse

En patrulje kørte tirsdag kl. 17.35 på Viborgvej i Aarhus i en patruljevogn med indbygget ANPG (Automatisk NummerPladeGenkendelse), der slog ud da de passerede en bil, hvor ejeren ikke havde generhvervet sit kørekort. Patruljen fulgte derfor efter bilen og fik den standset på Duevej i Aarhus Vest. Den 53-årige fører af bilen kunne ganske rigtigt ikke fremvise et gyldigt kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret. Det viste sig, at det var tredje gang på to år, og mandens bil blev derfor beslaglagt med henblik på konfiskation. Patruljen aftalte med manden at køre bilen hen til hans bopæl, så han kunne tømme den for ejendele, inden den ville blive hentet. Undervejs på køreturen blev en af betjentene opmærksom på, at manden lugtede af alkohol og tog derfor en alkometertest på ham, der viste en promille over det tilladte. Manden blev derfor også sigtet for spirituskørsel.

Taget for narkokørsel i stjålet bil

En patrulje standsede natten til onsdag kl. 00.15 en bil på Tranekær Mosevej i Tranbjerg i forbindelse med en rutinekontrol. Da patruljen tog kontakt til den 39-årige fører virkede han narkopåvirket, og han blev derfor sigtet for narkokørsel. Han havde i øvrigt heller ikke noget kørekort og blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret. Patruljen kunne også konstatere, at den bil, manden kørte i, var meldt stjålet 7. juli, hvorfor han også blev sigtet for brugstyveri. Manden blev anholdt og taget med på politistationen for at få taget en blodprøve. Her blev han, i forbindelse med visitation, fundet i besiddelse af flere små klumper hash og nogle piller.

Tredje gang er ikke altid lykkens gang

En 22-årig mand blev natten til onsdag standset i sin bil på Søndre Ringgade i Aarhus, fordi en patrulje ved et opslag i politiets systemer havde konstateret, at ejeren af bilen var frakendt førerretten. Den 22-årige kunne da heller ikke fremvise gyldigt kørekort, og han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Da det var tredje gang indenfor to år, at den 22-årige modtog sådan en sigtelse, blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskation.

Brand i personbil

Østjyllands Politi fik natten til onsdag kl. 02.05 en anmeldelse om en brand i en bil på Søren Frichs Vej i Åbyhøj. Ved patruljens ankomst til stedet havde brandvæsnet slukket branden, og det kunne konstateres, at ruderne var blevet knust i den brændende bil samt i bilen, der holdt ved siden af. Der lugtede kraftigt af brandbar væske, hvilket kunne indikere, at der var hældt væske ind i den ene eller begge bilerne, men den endelige brandårsag er endnu ikke fastlagt.

Færdsel

Tirsdag kl. 14.00 skete der et mindre færdselsuheld på Landevejen ved Tranbjerg Hovedgade. En 79-årig mandlig bilist påkørte to vejskilte i krydset og fik skader på bilens venstre forskærm. Ifølge den 79-årige var kraftig regnvejr årsag til uheldet.

Tirsdag kl. 14.53 skete der færdselsuheld på Åby Ringvej i Aarhus Vest. En 40-årig kvindelig bilist overså, at den 37-årige mandlige bilist foran hende bremsede for rødt lys i lyskrydset Åby Ringvej/Bautavej, og hun påkørte ham bagfra og fortsatte ind over cykelstien og op af en skrænt. Den 40-årige kvinde blev kørt til kontrol på skadestuen, men var ikke kommet alvorligt til skade. Den 37-årige mand slap umiddelbart uskadt. Kvinden blev sigtet for ikke at have holdt tilstrækkelig afstand til forankørende.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt 8 indbrud i privat beboelse i Aarhus:

  • På Karetmagertoften i Højbjerg begået tirsdag den 11/7 kl. 06.16 
  • På Kolt Kirkevej i Kolt ved Hasselager begået mellem mandag den 10/7 kl. 15.00 og tirsdag den 11/7 kl. 08.50
  • På Grankrogen i Løgten ved Skødstrup begået mellem mandag den 10/7 kl. 17.00 og tirsdag den 11/7 kl. 08.00
  • På Bavnegårdsvej i Kolt ved Hasselager begået mellem mandag den 10/7 kl. 17.00 og tirsdag den 11/7 kl. 14.00
  • På Rosenhøj Allé i Viby begået mellem lørdag den 8/7 kl. 00.00 og tirsdag den 11/7 kl. 17.50
  • På Aage Bergs Vej i Risskov begået mellem fredag den 7/7 kl. 14.00 og tirsdag den 11/7 kl. 18.00
  • På Gammel Mosevej i Harlev begået tirsdag den 11/7 kl. 21.00
  • På Bushøjvej i Højbjerg begået mellem fredag den 7/7 kl. 13.00 og tirsdag den 11/7 kl. 22.00
Publiceret: 12. Juli 2017 11:25

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!