Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Politirapporten: Ældre kvinder udsat for tricktyveri i Aarhus

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Østjyllands Politi fik onsdag to anmeldelser om tricktyveri begået mod to ældre kvinder.

I det ene tilfælde blev der hævet flere tusinde kroner på en 73-åroig kvindes dankort, der blev stjålet tirsdag. 

Hendes kode blev sandsynligvis afluret, da hun betalte i Netto på Silkeborgvej i Brabrand. Kort efter henvendte en kvinde sig til hende på engelsk og spurgte om vej. Da den 73-årige kom hjem, opdagede hun, at hendes dankort var væk.

Kvinden, der spurgte om vej, beskrives som værende:

  • Romansk af udseende
  • 50-52 år
  • 170 cm høj, almindelig kropsbygning
  • Sort, mellemlangt hår og brun hud
  • Lange, røde negle
  • Velklædt iført hvid bluse

En 85-årig kvinde blev udsat for et tricktyveri i samme stil onsdag omkring kl.11.30 på Sandagervej i Risskov.

Hun var netop kommet hjem fra en indkøbstur og havde sat sin taske og pung på bordet, mens hun tog varer ind fra bilen, da en velklædt mand standsede hende og spurgte om vej til hospitalet.

Da hun kom ind i lejligheden, undrede hun sig over, at hendes pung lå et andet sted, end hun havde lagt den. Men det var først senere, hun opdagede, at hendes dankort var blevet spærret. På det tidspunkt var der hævet flere tusinde kroner på det.

Manden, der spurgte om vej, beskrives som værende:

  • Ca.40 år
  • 170 cm høj, almindelig kropsbygning
  • Sort, kort hår og brun hud

dp

Døgnet i øvrigt

Spritbilist kørte over for rødt

Et par glas rødvin for meget kostede torsdag morgen klokken 04.50 en 55-årig kvinde en anholdelse og sigtelse for spirituskørsel. Kvinden kørte over for rødt i krydset Byvangs Allé/Poul Helgesens Vej i Viby, og det opdagede et par betjente i en patruljebil tæt på. De fik derfor standset kvinden, og da de bad hende blæse i alkometeret, gav det udslag. Kvinden erkendte, at hun havde drukket 4-5 glas rødvin hos en veninde tidligere på aftenen. Hun havde dog ikke drukket siden midnat. Promillen var dog stadig for høj til at køre bil. Derfor blev hun anholdt og sigtet for at køre spirituskørsel.

Lille brand på terrasse gav røg på 14.etage

Der udbrød onsdag eftermiddag brand på en terrasse på 14. etage i EY-huset på Værkmestergade i Aarhus. Både politi og brandvæsen var hurtigt på stedet. Ilden blev dog slukket af husets interne sprinkleranlæg, og branden bredte sig derfor ikke fra terrassen. Flere personer blev evakueret under branden, og flere steder afspærret. Ingen personer kom til skade. Branden skyldtes formentligt en cigaret, der er blevet slukket i en skraldespand, blomsterkumme eller lignende på terrassen.

Bandefolk anholdt for ulovlig våbenbesiddelse

Tre mænd med tilknytning til bandemiljøet havde flere ulovligheder på samvittigheden, da de natten til torsdag blev standset af en patrulje på Østjyske Motorvej tæt på Aarhus V-afkørslen. En kvik borger havde bemærket en bil, der kørte usikkert på motorvejen, og han kontaktede derfor politiet. Da patruljen fik stoppet bilen, kunne de konstatere, at der sad tre unge mænd i bilen med relation til en bandegruppering.  Ved visitationen fandt betjentene en skruetrækker ved førersædet, og føreren, en 22-årig mand, blev anholdt og sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.

Forsidepassageren, en anden 22-årig mand, havde gemt en hammer under bilmåtten, og han blev derfor også anholdt og sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.

En 27-årig mand på bagsædet havde lidt hash i lommen, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

De to 22-årige mand havde heller ikke deres opholdstilladelse på sig, som de skulle, og de blev derfor oveni sigtet for overtrædelse af udlændingebekendtgørelsen.

Mand gemte hash bag øret

En 22-årig mand havde fundet et alternativt opbevaringssted til sine stoffer, men ikke alternativt nok til at undgå at blive opdaget, da politiet traf ham på Tilst Skolevej onsdag kl. 21.45. En patrulje så en bil holde med flere unge mennesker og besluttede sig for at undersøge dem nærmere. Da betjentene henvendte sig til den 22-årige, der stod ude foran bilen, opdagede de, at han havde gemt en hashklump bag det ene øre. Han blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

Teenager anholdt for fuckfingre mod politiet

En 17-årig ung mand kunne ikke holde sine langefingre i ro, da han onsdag kl. 17.11 så en patrulje komme kørende på Karen Blixens Boulevard i Brabrand. Da betjentene standsede bilen og gik ud for at tale med ham, rakte han endnu en gang "fuckfingre" efter betjentene og løb sin vej. Det lykkedes dog kort efter betjentene at fange ham i nærheden. Her blev han anholdt og sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

Butikstyv tog bid af stjålen sandwich

En 19-årig mand blev torsdag morgen kl. 06.08 anholdt og sigtet for at tyveri, efter at han havde stjålet en sandwich fra 7-11 på Banegården i Aarhus. En vagt så den 19-årige komme ud af butikken, gumlende på en sandwich. Det viste sig, at han ikke havde betalt for den, og vagten tilbageholdt ham derfor, indtil politiet dukkede op.

Færdsel

Der skete et færdselsuheld onsdag kl. 20.59 på Carl Nielsens Vej i Aarhus C. Her løb en 4-årig dreng ud foran en bil ført af en 40-årig kvinde. Drengen blev ramt af bilens forreste hjørne. Den 4-årige blev kørt på skadestuen, men han slap uden skader.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt fire indbrud i privat beboelse i Aarhus:

  • På Solbjerg Søvej i Solbjerg begået onsdag d. 5/7 mellem kl. 10.00 og kl. 11.30
  • På Salamanderparken i Viby begået onsdag d. 5/7 kl. 11.00
  • På Rensdyrvej i Højbjerg begået mellem tirsdag d. 4/7 kl. 21.00 og onsdag d. 5/7 kl. 06.45
  • På Kunneruphøj i Kolt ved Hasselager begået  torsdag d. 6/7  kl. 02.07
Publiceret: 06. Juli 2017 12:07

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!