Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Politimand anklaget for at prøve at slippe for fartbøde: Statsanklager overvejer at anke frifindelse

Betjent fra Østjyllands Politi frifundet prøvede angiveligt at overtale kollegaer til at droppe bøde

Tirsdag skulle en 38-årig, mandlig betjent fra Østjyllands Politi møde i retten i Aarhus, hvor han var tiltalt for at have misbrugt sin stilling til at 'krænke det offentliges ret', som det juridisk korrekt hedder. 

Den 38-årige betjent var ifølge anklageskriftet, som Lokalavisen Aarhus har fået aktindsigt i, anklaget for at prøve at påvirke sine kollegaer ved Østjyllands Politis færdselssektion til at undlade at give ham en fartbøde.

Betjenten blev tilbage i november 2016 standset i sin private bil på Strandvejen i Aarhus for at køre for stærkt.

Da færdselsbetjentene skulle skrive bøden, prøvede han ifølge betjentene, der senere noterede og indberettede hændelsen, at overtale dem til at undlade at skrive den.

"Nå, I vil skrive mig. Det er jeg sgu ked af. Det kan da ikke passe, hva'? Det er jo bare et stykke papir, der kan regenereres," sagde den standsede betjent ifølge anklagen og fortsatte:

"Der er jo ingen grund til, at det skal komme dertil. Det er jo bare et stykke papir, der skal rives over og genskrives. Det er jo kun fordi, I er fra 'Færdslen'. Havde det været nogle af de andre, havde de da bare lavet en ny seddel frem for at skrive en kollega," skulle han have sagt og sluttede:

"Det har du din mening om, jeg har en anden. Det er jo bare at skrive en ny seddel og rive den over, det ved jeg da."

Overvejer anke

Statsadvokaten i Viborg nedlagde påstand om bødestraf til den 38-årige betjent, men dommeren i sagen valgte at frifinde ham, oplyser senioranklager Christina Ryberg-Schou.

"Efter en samlet vurdering fandt man ikke, at det var tilstrækkeligt bevist, at han havde forsæt til at ville påvirke kollegaen. Man kunne ikke afvise hans forklaring om, at det ikke var hans mening at påvirke," siger hun og fortæller, at statsadvokaturen nu vil overveje, om man skal søge anketilladelse eller ej.

Østjyllands Politi oplyser til Lokalavisen Aarhus, at man for nuværende ikke har nogen kommentarer til sagen.

Publiceret: 30. August 2017 12:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Aarhus
Seneste
Lokalavisen Aarhus
Mest læste
Lokalavisen Aarhus
112