MM Booking stod for arrangementet 'Legestuen' på HeadQuarters midt i januar, hvor bandet Warm Champions spillede.
MM Booking stod for arrangementet 'Legestuen' på HeadQuarters midt i januar, hvor bandet Warm Champions spillede.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Plads til musikballade

MM Booking giver unge vækstlagsmusikere friere rammer

Det første indtryk, han giver, er ofte: En pågående, grænsende til det irriterende, ung fyr.

Og det er helt bevidst.

For Mikkel Madsen tropper bare op og lader sig ikke spise af med 'Jeg har ikke tid nu' - han bliver ved.

Ved med at snakke og forsøge at overbevise de aarhusianske spillesteder om, at flere vækstlagsbands skal på scenen.

"Det kan godt være, jeg virker irriterende i første omgang, men de husker mig. Og senere viser jeg en langt mere professionel side. For jeg mener det seriøst, og det er det her, jeg vil," siger Mikkel Madsen, der i september startede booking bureauet MM Booking for at få flere rockbands fra det aarhusianske vækstlag frem i spotlightet.

Mangler fri scene

Den 22-årige HG-studerende oplevede, at mange bands i hans omgangskreds stoppede, efter de blev færdige med gymnasiet eller efterskole. De manglede det faste sted at spille.

"Vi mangler en ungdomsscene i byen. Et sted hvor de unge bands kan prøve deres materiale og sceneshow af og få reaktionen fra publikum. For det bliver ikke ved med at være sjovt at stå i øvelokalet," siger Mikkel Madsen.

Og fortæller om en episode, hvor en guitarist pludselig stod på et bord bag publikum.

"Han havde lyst til at lave en anderledes guitarsolo. Så han stillede sig op på et bord nede bag publikum, og pludselig kom lyden fra et helt uventet sted. Det er det, vi skal give de unge bands plads til. Eksperimentere og lege og lave noget ballade - på en ordentlig måde," siger den unge musik-iværksætter, der er i kontakt med omkring 40 unge rockbands - der dækker alt fra den helt bløde rock til den stenhårde stil.

Hul igennem

Midt i januar stod MM Booking bag deres første arrangement på HeadQuarters på Brobjergskolen.

Under navnet 'Legestue' spillede flere forskellige unge bands samme aften og fik mulighed for at prøve deres show og numre af på scenen.

Det gik så godt, at Mikkel Madsen nu hver tredje måned står for at fylde en aften med upcoming bands.

"Han er en vedholdende ung mand, og han gør et godt stykke arbejde. Han er ikke en smartenheimer, han er reel og gør det helt klart for musikkens skyld - det kan man mærke. Derfor vil vi også gerne have flere af hans arrangementer. Vi vil gerne have flere upcoming bands ind, og dem er han rigtig god til at samle," siger Ole Løhde, der ejer HeadQuarters.

Bands på stribe

Udover HeadQuarters har den unge driftige musikarrangør også kontakt til Gyngen, Fatter Eskil, Escobar og Sidebar. Konceptet er det samme hver gang: flere unge bands samme aften med frie tøjler.

"Der er så mange talentfulde musikere i Aarhus, men det er svært for dem at komme ind på spillestederne, når de ikke er kendte. Ved at samle tre-fire bands, der spiller på samme baggear - altså deler trommesæt, mikrofoner og av-anlæg - og deles om transporten, bliver det ikke så dyrt. Og samtidig tiltrækker hvert band deres samling af gæster, som tilsammen giver et fuldt hus," siger Mikkel Madsen, der dog på ingen måde tjener penge på at være ejer af bookingbureauet.

"Nej, det kommer jeg ikke til. De småbeløb, vi kan tjene på entréen, er væk med det samme - til hjemmeside, flyers, plakater og pizza til de optrædende. Man vil jo ikke som spillested proppe penge i noget, man ikke ved, hvad er. Men det er det, der rykker i mig. Jeg vil præsentere det ukendte - det nye, sjove og spændende," siger den unge aarhusianer.

Ringer til ham

'Vi giver musikken et skub' lyder sloganet for MM Booking, der udover Mikkel Madsen også omfatter hans lillebror og to andre frivillige kræfter. Og det er de rigtig godt i gang med. Musikkalenderen er fyldt godt op.

"Stort set alle bands er ude at spille i februar, og marts er også snart lukket. Det er ikke noget problem at skaffe bands - der er så mange, der gerne vil spille, og nu er spillestederne også ved at kende mig," siger Mikkel Madsen, hvis vedholdende, træls-attitude tegner til at være en gevinst for vækstlagsmusikken i Aarhus.

Publiceret: 04. Februar 2012 07:30
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!