Danseforestilligen ’Rejsen hjem’ er Pernille Overøs personlige beretning om sygdom og helbredelse.
Danseforestilligen ’Rejsen hjem’ er Pernille Overøs personlige beretning om sygdom og helbredelse.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Pernille overvandt kræft: Nu danser hun sin historie

Danser Pernille Overø er sammen med musiker Jens Balder aktuel med forestillingen ”Rejsen hjem” på Teatret Katapult. En forestilling der formidler hendes personlige beretning gennem dansen

Tekst og foto af Mai-Britt Jeppesen

Håndflader strakt bønfaldende mod himlen bliver til knyttede næver. Et smil forvandles til et ansigt forvrænget i smerte. På knæ på gulvet og i næste sekund oppe på tå. En drejning bliver til en, bliver til to, bliver til tre... I takt til den messende rytme fra tamburinen.

Danser Pernille Overø fordeler sine trin over hele scenen, mens musiker Jens Balder fra sin plads ude i siden akkompagnerer hende på skiftevis tamburin og trækbasun. De to er i gang med prøverne til deres tredje forestilling sammen, 'Rejsen Hjem', der spiller på Teater Katapults scene, Kabinettet, fra 24. november. En forestilling der med dans, tekst og musik fortæller Pernille Overøs personlige beretning.

“'Rejsen hjem' handler om en rejse, jeg har været på. En rejse der begyndte, den dag jeg fandt en kræftknude i mit bryst...” Pernille Overø har taget plads ved et cafébord ved indgangen til Teatret Katapult. Kinderne blusser stadig oven på eftermiddagens træning, men hendes stemme er rolig og fattet.

For omkring tre år siden fik Pernille Overø konstateret brystkræft.

“Sygdommen ændrede min måde at anskue livet på og tvang mig til at foretage nogle valg. Afgørende valg.” Pernille rynker panden, og hendes ellers indtagende smil blegner. “'Rejsen hjem' er en væsentlig fortælling. Om sygdom, frygt og om at træffe nogle svære valg. Men det er også en fortælling om helbredelse.” Smilet er tilbage.

“Jeg er meget taknemmelig over at være blevet rask. Og den taknemmelighed vil jeg gerne vise ved at give noget tilbage. Den mest naturlige måde for mig at gøre det på er gennem dansen.”

En ny verden

Pernille Overø kommer oprindeligt fra Holstebro. Det var i folkeskoleårene her, at hun blev grebet af dansen.

“Jeg tror, jeg må have været omkring 12 år, da vi i en idrætstime fik til opgave at danse vores livscyklus. Med den øvelse oplevede jeg noget, jeg aldrig før havde oplevet. Der var ligesom en ny verden, der åbnede sig for mig, og jeg var ivrig efter at undersøge, hvordan jeg kunne komme endnu længere ind i den verden,” husker Pernille Overø.

Dengang var det nok de færreste, der havde troet, det var dansen, Pernille ville satse på.

“Der blev meget stille hjemme ved spisebordet, da jeg nogen tid senere fortalte mine forældre, at jeg ville studere dans. Som barn havde jeg ingen balanceevne. Absolut ingen. Det tog mig et år at lære at cykle, og mine forældre havde forbudt mig at gå til ridning, fordi jeg hele tiden faldt af.”

Men Pernille Overø havde fundet sit kald, for hende føltes dansen som den rigtige vej at bevæge sig ud af. Som 19-årig stiftede hun bekendtskab med en indisk danselærer under et dansekursus på Odin Teatret i Holstebro. Et møde der skulle vise sig at få stor indflydelse på hendes videre færden i dansens univers.

“Han introducerede mig til indisk dans og med den en fuldkommen magisk verden. Jeg rejste til Indien for at besøge ham i en lille bitte landsby, hvor han lærte mig mere om den klassiske, religiøse, indiske dans. En danseform jeg tog med mig hjem og siden har undervist i på skoler, holdt foredrag om og inkluderet i mit eget repertoire, der oftest har et indisk islæt.”

Formidling gennem dans

I 10 år skabte Pernille soloforestillinger på Danseteatret Terpsichore i Aarhus. Med inspiration fra andre landes kulturer og bevægelsessprog. Siden etablerede hun Danseteatret Fodfæste sammen med Jens Balder. Og det er i det regi, de to nu opsætter “Rejsen hjem”, der er deres tredje forestilling sammen.

“'Rejsen hjem' er sat sammen af tekst, musik og fortælling. Det er en danseforestilling, der er blevet til ved, at jeg skitserer nogle scener, som vores instruktør Ann-Louise Ulsted så fordyber sig i og udvikler på. Og så sætter Balder musik til. Sådan kan vi veksle frem og tilbage mange gange,” beskriver Pernille Overø. Lig de to tidligere opsætninger er forestillingen en personlig beretning fortalt gennem konkrete og abstrakte scener.

”'Rejsen hjem' er scener fra mit liv, efter jeg fik kræft. Sat sammen i en form for collage, der illustrerer min personlige fortælling. Om sygdom og om helbredelse. Den følelsesmæssige rejse, jeg har været på, har jeg svært ved at beskrive med ord. Men jeg håber at være i stand til at formidle den via dansen,” siger hun.

På sit livs rejse

Og ikke bare er Pernille i stand til, hun er også klar til at formidle sin fortælling.

“At opsætte 'Rejsen hjem' har for mig været en måde at bearbejde alt det skete på. Jeg har været igennem en lang helingsproces, der har gjort mig klar til at fortælle min historie. Og det vigtige er ikke, at det er MIN historie. Det er blot en betingelse for, at jeg kan formidle den.” Pernille Overø stirrer frem for sig nogle sekunder. Så fortsætter hun:

“For mig er det vigtigste, at de følelser, jeg formidler, går rent igennem og derved får forestillingen til at leve videre hos publikum.”

Pernille Overø har været på en lang rejse, måske sit livs rejse. Men for hende er rejsen ikke slut. Hun føler endnu ikke, hun er kommet hjem.

“For mig er en del af det at komme hjem at finde ud af, hvordan jeg skal leve MIT liv og træffe MINE valg. Det har jeg været tvunget til i min sygdomsperiode, men hvordan fortsætter jeg med det, når jeg ikke længere føler mig truet...?” Pernille Overø lader sig falde tilbage i stolen og lukker øjnene.

“Ligesom med dansen, vil jeg gerne turde gøre det, jeg kan mærke, er det rigtige for mig. Det er det mål, den destination jeg rejser videre mod.”

Publiceret: 29. Oktober 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Bøger
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt