Her får handicap en ny betydning
Bjarne Skov Pedersen (th.) har kun en funktionsdygtig arm, men alligevel spiller han golf. Det får andre handicappede nu også mulighed for i Harlev.
Foto: Martin Jørgensen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Paragolf i Harlev: Her får handicap en ny betydning

Nu får folk med et fysisk handicap fremover muligheden for at svinge køller i Aarhus Aadal Golf Club

Af Martin Jørgensen

Aarhus Aadal Golf Club i Harlev vil certificeres som handicapegnet golfklub. Det betyder, at golfklubben fremover giver folk med funktionsnedsættelse muligheden for at komme ud og få motion i den friske luft og slå en masse bolde på klubbens ni-huls pay&play-bane.



“Vi har nogle faciliteter, som ikke bliver udnyttet godt nok lige nu. Det har ført til, at vi har startet dette projekt, som, vi håber, vil blive taget godt imod,” siger Ole Peter Jensen, næstformand i bestyrelsen i Aarhus Aadal Golf Club og tovholder på det nye initiativ, der ikke er sat i søen for, at klubben skal tjene penge.

Ikke et økonomisk projekt

“Vi får som sådan ikke noget økonomisk ud af det. Vi vil bare rigtig gerne gøre noget for andre mennesker. Vi vil have folk ud af stuerne og ud på golfbanerne, hvor de kan få noget livskvalitet. Vi vil gerne være en klub for alle,” siger Ole Peter Jensen, da han bliver spurgt om, hvorfor man har valgt at oprette dette nye tilbud.

Golfklubben er, ifølge Ole Peter Jensen, den eneste i området, som tilbyder denne mulighed til folk med et fysisk handicap.

Et unikt tilbud

Længere sydpå tilbyder Horsens Golfklub, ligesom Aadal Golf Club, et lignende tilbud til folk med funktionsnedsættelse.

Én af de, der har benyttet sig af denne mulighed, er Bjarne Skov Pedersen, som kun har én funktionsdygtig arm, efter en hjerneblødning førte til en halvsidet lammelse.

“Man får et fantastisk sammenhold, når man spiller paragolf sammen med andre mennesker. Det er så dejligt at møde folk, som er i samme situation som en selv, så man ikke føler, at man er alene med sit handicap,” siger Bjarne Skov Pedersen, som tilbage i 2001 faldt om med en hjerneblødning i sit kolonihavehus.

Tre døgn senere vågnede han op på sygehuset. Herefter fulgte der tre år med genoptræning, hvor han forsøgte at komme tilbage til en velfungerende hverdag. Det viste sig, at paragolf blev en kæmpe hjælp både fysisk og mentalt.

“Når man spiller golf, kommer man ud i den friske luft, og har man førhen været friluftsmenneske, men er blevet ramt af en skade, der har givet lammelse til følge, så er golf et skønt fristed til at nyde naturen og møde andre mennesker,” siger Bjarne.

En følelse af frihed

Når golftasken pakkes og de velklippede fairways betrædes, giver det en helt særlig følelse i kroppen, forklarer han.

“Man får en følelse af frihed igen, efter at have kæmpet i fire-fem år for bare at komme op at stå. Så det handler også om at holde det ved lige, og det er golfen fantastisk til.”

Bjarnes paragolfkarriere startede tilbage i 2004, da han var under rehabilitering. Her kom han med ud på golfbanen sammen med sin fysioterapeut og fik chancen for at slå sine første golfslag. Det gik så godt, at fysioterapeuten anbefalede ham at fortsætte.

“Folk skal tage ud og spille golf, fordi de får en meget større styrke ved at gå herude, end ved at gå på et fladt træningsgulv. Her kan de møde de ujævnheder som golfbanen har, men som livet også har.”

Projekt paragolf skydes i gang med et åbent hus arrangement på Aarhus Aadal Golf Club 10. september fra klokken 10-14.

Her vil der være mulighed for at låne udstyr, og man vil også kunne møde spillere, som har dyrket paragolf i flere år. Blandt andet Bjarne.

“Vi håber, at projektet kan være begyndelsen på et nyt, fælles netværk for mange mennesker. I fremtiden håber vi, at projektet kan være med til, at paragolfholdet får en fast dag i ugen, hvor man mødes, spiller golf og får noget socialt med hinanden,” siger Ole Peter Jensen om projektet.

Publiceret: 07. September 2017 12:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere