Kommunalvalg 2017
“Rød blok har alt for længe taget patent på de bløde værdier - og det har vi i Venstre givet dem lov til. Men Venstre HAR altså bløde værdier, vi har bare ikke været gode til at sætte dem på dagsordenen - det vil jeg gerne gøre nu,” siger Peter Sporleder, der betegner sit hjerte som blåt.
“Rød blok har alt for længe taget patent på de bløde værdier - og det har vi i Venstre givet dem lov til. Men Venstre HAR altså bløde værdier, vi har bare ikke været gode til at sætte dem på dagsordenen - det vil jeg gerne gøre nu,” siger Peter Sporleder, der betegner sit hjerte som blåt.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nyvalgte Peter Sporleder vil løfte ældreplejen og sårbare unge

Med 1.088 personlige stemmer kom Venstres Peter Sporleder fra Holme i byrådet. Han kæmper for de bløde værdier

Det er torsdag eftermiddag og dagen derpå for Venstres Peter Sporleder, da Lokalavisen Aarhus fanger Holme-præsten over telefonen for at få en reaktion på onsdagens begivenheder. Her strøg han med 1.088 personlige stemmer direkte ind i Aarhus Byråd i første forsøg.

“Jeg er så glad, stolt og træt. Jeg tænkte bare: Er det her rigtigt? Var det mit navn, der blev nævnt,” siger det kommende byrådsmedlem.

“Når vi kandidater står der i byrådssalen, har vi ingen anelse om, hvordan det er gået. Det er først, når Jacob Bundsgaard (S) læser op, at vi ved, vi er kommet ind. Jeg stod ved siden af Hans Skou (V) og spurgte ham, hvor nærmeste udgang var. Hvis ikke det var gået godt, så ville jeg gerne kunne komme hurtigt væk. Efter så mange måneders intensiv valgkamp ville det ikke være til at bære, hvis ikke jeg kom ind,” fortsætter Peter Sporleder, der efter et møde med Venstres nye byrådsgruppe tog hjem for sammen med sin kone at fejre valget med et par glas rødvin.

“Og så kunne jeg ellers ikke falde i søvn. Efter at have været så massivt på i så lang tid kørte det hele rundt. Det her er stort,” siger Peter Sporleder, som har tre børn mellem 9-19 år, har været på fem udsendelser som feltpræst, og som fortsat vil passe jobbet som sognepræst i Holme, hvor han bor i den ene af byens to præstegårde.

Vil sætte mennesket først

Men hvad kan man så vente sig af den stor-tatoverede, motorcykel-kørende, pistol-skydende sognepræst, når han efter nytår sætter sig på sin plads i byrådssalen blandt venstres seks medlemmer?

“Jeg vil særligt kæmpe for de bløde værdier. Mine tre guidelines gennem valgkampen har været: Værdighed, respekt og nærvær. Det handler om omsorg for andre og at sætte mennesket først. Det betyder blandt andet, at vi ikke skal bruge penge på store prestigeprojekter, så længe velfærden halter,” siger han og fortsætter:

“Ældreplejen skal løftes. Der skal flere hænder og mere hjælp til. Måske koster det ikke engang noget - måske kan vi bare gøre tingene anderledes - eller rettere: Det ved jeg, at vi kan. I dag skal de ansatte eksempelvis bruge tid på at registrere alting. Her skinner min liberale grundholdning igennem: Jeg har en tro på, at de ansatte godt ved, hvad der er det bedste for den ældre. Tilliden skal tilbage til de ansatte.”

“Vi har brug for alle”

Qua sit arbejde som sognepræst har Peter Sporleder haft en stor berøringsflade med mange mennesker. Heri finder man kimen til hans bløde værdier, og erfaringen herfra tager han med sig i byrådet.

“Jeg har mødt mange - også mange i pressede livssituationer. Derfor ved jeg, hvor vigtigt det er, at vi hjælper hinanden. Systemet kan ikke samle mennesker op - mennesker samler mennesker op,” forklarer han.

Nogle af dem, han har stiftet bekendtskab med gennem sit virke, er sårbare unge, og her mener han, at indsatsen bør forbedres.

“Jeg har undervist i kriminalforsorgen og har set mange unge, som gerne vil ud af kriminaliteten, men de får ikke støtten til det. Vi skal selvfølgelig også sætte ind, før de når så langt ud,” siger Venstre-manden, som desuden har den holdning, at der er brug for alle mennesker i Danmark.

“Jeg har mødt mange, der er blevet parkeret på førtidspension, men som faktisk gerne vil arbejde et par timer. Det skal de have lov til, uden at det er så bøvlet som i dag.”

Publiceret: 24. November 2017 14:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus