Louise Friis Andersen glæder sig til nytårsfesten for singler på Godsbanen, også selv om hun ikke forventer at finde den eneste ene.
Louise Friis Andersen glæder sig til nytårsfesten for singler på Godsbanen, også selv om hun ikke forventer at finde den eneste ene.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nytårsaften: Storbysingler vil have en sjov aften

Louise Friis Andersen tror på den eneste ene, men det er ikke hovedårsagen til, at hun i selskab med hundredvis af andre festglade singler, fejrer nytårsaften på Godsbanen

Af Eva Lund Sørensen
Singler

1. januar 2015 var der ifølge Danmarks Statistik 1,6 millioner enlige i Danmark. Det svarer til 37 procent af alle voksne. Både i antal og andel er det det højeste tal siden statistikkens start i 1986.

”Jeg kan lige høre min søster sige, at det er så typisk mig! Jeg roder mig altid ud i noget!”.

Siger Louise Friis Andersen fra Viby og griner stort.

For hende, kan nytårsaften være noget af en nedtur. I hvert fald hvis man ender til en parmiddag, hvor der kysses og krammes klokken 24. 

LÆS OGSÅ: Fire fede nytårsfester i Aarhus 

Louise Friis Andersen er nemlig single på sjette år, og derfor har hun valgt at gøre noget helt andet, end det hun plejer, når årets sidste dag skal fejres. Hun har nemlig tilmeldt sig Minglrs arrangement 'Nytårsfest for Singler' på Godsbanen.

”Jeg er 32 år. Et eller andet sted vil jeg gerne have det, som de andre har,” fortæller Louise Friis Andersen smilende.

Alligevel forventer hun ikke at møde Mr. Right til nytårsfesten, men ”måske en god dansepartner,” griner hun og afslører, at hun er lidt spændt.

Vigtigt at være vigtig for nogen

Til dagligt arbejder Louise Friis Andersen som pædagog i Hasle, og i sådan et erhverv kan det være en udfordring at møde en potentiel kæreste.

”Mit fag er kvindebetonet – så hvordan møder man lige en mand,” spørger hun.

Det er ikke kun på arbejdet, at kærligheden har svære kår – singlelivet i Aarhus kan være hårdt at navigere i.

”Folk er ikke så åbne. Jeg husker ikke, at det altid har været sådan,” siger pædagogen, og røber at hun har været på mange komiske dates. Det betyder dog ikke, at hun er kræsen, når det gælder mænd.

”Kravene justerer sig jo efterhånden. Det vigtigste for mig er nok at finde en, man er den vigtigste for,” fastslår Louise Friis Andersen.

Når kærligheden er en bonus

Selv om der i dag findes et væld af datingsites, vil Louise Friis Andersen helst møde nogen i virkeligheden:

”Jeg tror, at de fleste gerne vil møde nogen i den virkelige verden, og arrangementet på Godsbanen virker naturligt, fordi der er fokus på selve festen og ikke så meget på kærligheden,” siger hun og forsætter:

”At blive forelsket til nytårsfesten ville være en bonus, men det primære er at have det sjovt med en masse ligesindede,” konstaterer hun.

Nej tak til pladderromantik

For arrangøren af nytårsfesten på Godsbanen, Gitte Ellegaard, er kærligheden heller ikke alfa omega:

”Selvfølgelig er der singler, som kommer i ønsket om at finde kærligheden. Men fordi det ikke er omdrejningspunktet for festen, bliver det hele lidt mere afslappet, festligt, og man kan være mere sig selv, for der er ikke noget på spil. At nogle så finder hinanden, det er da skønt,” mener Gitte Ellegaard, der på trods af, at hun står bag et hav af singleevents, ikke bryder sig om sukkersød romantik:

”Men,” siger hun og fastslår:

”Det er svært at sige, for jeg har været single så længe!”

 

Behov for singlearrangementer

Om der er marked for singlearrangementer, er Gitte Ellegaard ikke i tvivl om:

”Der er altid behov for arrangementer for singler. Hvor skal man tage hen, hvor folk ikke er grupperede, og hvor det er let at møde nye mennesker," spørger hun.

Louise Friis Andersen håber at få en sjov aften, og noget tyder på, at hun ikke er alene, for arrangementet er næsten udsolgt.

Dog fortæller Gitte Ellegaard, at hun har 40 billetter til efter klokken 22 i baghånden:

”Men de vil også blive solgt,” fastslår hun.

Publiceret: 30. December 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt