Ibrahim Mouazan har skabt Takein.dk, hvor syv lokale pizzeriaer foreløbigt er med.
Ibrahim Mouazan har skabt Takein.dk, hvor syv lokale pizzeriaer foreløbigt er med.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nyt takeaway-tilbud giver maden gps på

Flere lokale pizzeriaer efterlyste et alternativ til de kendte takeaway-udbydere. Den fiksede Ibrahim Mouazan fra Risskov

Just-eat.dk og Hungry.dk sidder for tungt på markedet mener den lokale Ibrahim Mouazan fra Risskov. Han har derfor skabt Takein.dk som alternativ til de “tunge drenge”. Foreløbigt er syv takeaway-restauranter i Aarhus med, og målet er 200 restauranter i hele landet inden udgangen af 2018.

“Faktisk var det flere pizzeriaer, som uafhængigt af hinanden spurgte mig, om ikke jeg kunne skabe et alternativ til det, der allerede findes. De vil gerne have mere selvbestemmelse, end det, de får hos de 'gamle' udbydere,” fortæller Ibrahim Mouazan.

En rundspørge hos adskillige aarhusianske pizzeriaer viste, at der var stemning for et alternativ, og Ibrahim Mouazan satte arbejdet med en ny hjemmeside i gang. Den gik online i foråret, og siden er der blevet finpudset på den, så den nu er klar til bestillinger.

Flere nye funktioner

Med Takein.dk kommer der flere nye tiltag i forhold til, hvad man måske kender fra de kendte takeaway-udbydere. Blandt andet kan man nøjes med at lave én bestilling og én betaling men få mad fra flere forskellige restauranter.

Man kan desuden følge sin mad hele vejen fra restauranten til sin hoveddør via GPS.

Endelig kommer et “socialt” tiltag og et “grønt” tiltag.

“For at undgå madspild, skal man for billigere penge kunne hente mad, som måske ikke er blevet afhentet. Vi kommer også til at lave en form for dating eller 'find nye venner'-funktion, hvor man kan invitere folk i nabolaget ned på den lokale restaurant til noget mad,” fortæller den idérige bagmand, som er selvlært programmør og desuden arbejder som lean koordinator.

Publiceret: 29. December 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus