Den 50 kvadratmeter digitale reklameskærm ved Viby Torv. Arkivfoto: Mike Madsen
Den 50 kvadratmeter digitale reklameskærm ved Viby Torv. Arkivfoto: Mike Madsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nyt chok for kommunen i strid om reklameskærm

Et nyt påbud er indklaget af ejeren, der kan fortsætte op mod 15 måneder mere

Af Jørgen Rye, JP Aarhus

Ifølge Aarhus Kommune er det hamrende ulovligt.

Men 'ulovlighederne' har foreløbig stået på i otte måneder med hele byen som tilskuere.

Og 'ulovlighederne' er netop blevet forlænget med op mod 15 måneder, hvorefter kommunens byggejurister står tilbage med undren og magtesløshed:

"Vi har altid troet, at vi kunne gå ud med et strakspåbud, når det var groft, men det kan vi åbenbart ikke længere. Det er egentlig ret vildt, at det kan få lov at køre så længe," siger Torben Simonsen, kontorchef ved Byggeri under Teknik og Miljø ved Aarhus Kommune. 

Det handler om en 50 kvadratmeter digital reklameskærm, som i august sidste år blev opsat på taget af en ejendom ved Viby Torv uden byggetilladelse, og det var også i strid med byplanvedtægten, mener kommunen.

LÆS OGSÅ: Ejer af ejendom med kæmpe reklameskærm er meldt til politiet

Kommunen krævede skærmen nedtaget straks, men en klage til Planklagenævnet fra Odense-reklamefirmaet Track One, der driver skærmen, blev tillagt såkaldt opsættende virkning, og det betød, at firmaet kunne fortsætte, mens sagen er under behandling. Nævnet påpegede desuden, at kommunen burde have gennemført en høring først.

Det var en ommer for kommunen, der i januar udsendte varsel og i februar et nyt påbud om nedtagning med frist  6. marts.

Det efterkom Track One heller ikke, og firmaet har denne gang valgt at klage til både Planklagenævnet og Statsforvaltningen, og nu har også Statsforvaltningen valgt at give klagen opsættende virkning, mens den behandles, og det kan tage op mod 15 måneder.

"Det er meget, meget sjældent, at klageinstanserne tillægger den slags sager opsættende virkning. Og det har begge instanser valgt at gøre i en sag, hvor ejeren utvivlsomt har gjort noget i strid med reglerne. Det, synes vi, er meget underligt," siger Torben Simonsen, der nu må afvente sagsbehandlingen.

Statsforvaltningen vil ikke kommentere den konkrete sag, men oplyser generelt om muligheden for at give opsættende virkning:

"Baggrunden er, at fuldbyrdelse af et påbud om for eksempel. nedrivning eller lignende foranstaltninger vil kunne medføre skade eller tab, som ikke eller kun vanskeligt vil kunne genoprettes."

Lars Overby, ejer af Track One, har blot følgende kommentar til sagen:

"Det har jeg ingen kommentarer til. Kan du have en helt fantastisk god dag."

 

Publiceret: 05. April 2018 08:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt