Thomas Stubbs har lavet en aftale med Emmerys med brødet.

Thomas Stubbs har lavet en aftale med Emmerys med brødet. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Stubbs: Ny gourmetbutik er åbnet i Sabro

Ægteparret Thomas og Agnete Stubbs har netop slået dørene op til Stubbs Gastronomi i Sabro

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

mad Han har været kendt i Risskov i 14 år for at levere mad ud af huset, men nu er gryderne og potterne flyttet til Sabro, hvor Thomas Stubbs har slået dørene op til en helt ny gourmetbutik, hvor han også fortsætter med mad ud af huset, som mange kender ham for.

"Det er gået rigtig godt for os de seneste fire-fem år, og det har altid været et ønske at ville noget mere - at åbne en gourmetbutik med godt brød og lækre varer på hylderne. Da vi så skulle rykke i større lokaler, fordi vi ikke havde nok plads til personale og til al den mad, vi laver, så var det nærliggende at gøre det nu," siger Thomas Stubbs, der sammen med konen Agnete og deres to børn bor i Foldby.

Det betyder, at de hver dag kører gennem Sabro, og i flere år har ægteparret tænkt, at der manglede en gourmetbutik som deres, hvor man også kan få take away.

"Vi har savnet et sted, hvor man kan købe andet end pizza, og det har egentlig undret os, hvorfor der ikke var noget," siger Thomas Stubbs, der i Stubbs Gastronomi, som han kalder butikken på Hvidtjørnvej 11 i Sabro, har fokus på økologi og bæredygtighed.

Vigtigt med liv i området

For Agnete og Thomas Stubbs har det også været vigtigt at skabe noget liv i området.

"Det skal være attraktivt for dem, der bor her. Sabro er undervurderet efter min mening. Alle, vi har talt med, har sagt, at der manglede sådan et sted som vores, så vi er glade for, at vi fulgte vores mavefornemmelse og åbnede," siger Thomas Stubbs, der oprindeligt er fra England, men flyttede til Danmark i 1987 og føler sig som en ægte jyde.

Udover at skabe liv i Sabro har ægteparret også fokus på, at deres sted skal være en 'shop in shop.'

Agnete og Thomas Stubbs i deres nye butik i Sabro.

Agnete og Thomas Stubbs i deres nye butik i Sabro. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

"Jeg vil rigtig gerne samarbejde med de lokale producenter, og derfor har vi for eksempel Lie Gorumet, som kommer fra Hinnerup. Vi sælger blandt andet Emmerys brød, Chili Klaus, økologisk saft fra Bornholm og Summerbird chokolade. Vi laver også selv vores brød til det mad, vi laver ud af huset. Til frokost kan man købe sandwich og salat, og til aften har vi retter, der bare skal varmes i ovnen," siger Thomas Stubbs og fortsætter:

"Vi vil gerne skille os ud ved at have nogle gode råvarer og tilbyde noget andet end pizza, men som er nemt for folk."

Han har brugt de seneste 14 år på at bygge sin forretning op, og konen samt 12 ansatte er kommet til i løbet af årene. For Thomas og Agnete er det vigtigt, at folk har det godt med at være en del af Stubbs.

"De ansatte skal kunne lide at være her. Vi har en bred gruppe af medarbejdere fra unge til dem med livserfaring, og det er vigtigt for os. Jeg har arbejdet hårdt, er perfektionistisk og har arbejdet 60-70 timer om ugen, men jeg brænder for det - det er en livsstil. Forretningen er mit tredje barn," siger Thomas Stubbs med et smil og henviser til de to andre børn, som er dem, konen har født.

Drømmer om flere

Han er taknemmelig for den rejse, han har været på, og at det er lykkes ham at skabe noget fra ingenting til at lave mad til de kongelige, politikere, private og erhvervsdrivende gennem 14 år.

"Vi har skabt arbejdspladser, og jeg har altid haft en drøm om at give noget tilbage til samfundet, og derfor drømmer jeg også om mere," siger Thomas, og konen Agnete nikker enigt.

Agnete og Thomas Stubbs med sønnen William. Måske han skal overtage mor og fars biks i fremtiden.

Agnete og Thomas Stubbs med sønnen William. Måske han skal overtage mor og fars biks i fremtiden. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

De har store ambitioner om, at Stubbs Gastronomi skal være landsdækkende, og måske ligger der en lille kommende forretningsspire i deres børn.

"Det har været en spændende rejse, og vi supplerer hinanden godt. Jeg tager mig af maden, og Agnete ordner alt det administrative og økonomiske. Vi er et hold, et team, og det her er et familieprojekt - og hvem ved, det kan være, at vores to drenge en dag også vil være med," siger Thomas, der er uddannet fra Frederikshøj Kro i sin tid og har arbejdet på både de fine fem-stjernede restauranter og rigtige, gammeldags kroer i Danmark.

Han ser det som en styrke, fordi han har lært at lave mad fra bunden og samtidig pynte maden flot - egenskaber han bruger i Stubbs Gastronomi.

Publiceret 11 September 2019 17:30